Lokale tulipaner imod misbrug
fristelser: Lions Club Salling/Mors i forebyggende indsats
Tulipaner vil i de næste par uger i en god sags tjeneste lyse op i kontorer, virksomheder og private hjem her i området. Det er nemlig tiden for den årlige kampagne Med Lions mod misbrug, som Lions Club Salling/Mors Pinen & Plagen som vanligt deltager i.
Kampagnen fra Lions-klubberne i Danmark har den klare målsætning at forebygge misbrug. Det er en samlet kamp imod euforiserende stoffer, øl og spiritus, der især har unge som målgruppe.
Lions Club Salling/Mors Pinen & Plagen deltager i indsatsen ved at sælge tulipaner. Det foregår på den måde, at man som køber af en buket medvirker til kampagnen. - Hver buket koster 100 kroner, og al overskud af salget går til lokale tiltag, der skal advare unge mod misbrug, fortæller Kirsten Lund Øvig, Lions Club Salling/Mors Pinen & Plagen.
Eksempelvis vil der blive vist et teaterstykke for 8. klasserne på Mors og i den tidligere Sallingsund Kommunes område med titlen ”4,1 promille” om mobning og misbrug. Der vil også blive afholdt et kursus for lokale lærere og pædagoger om forebyggelse af mobning og misbrug.
- Derfor vil man i denne tid kunne støde på Lions-medlemmer, der gerne vil sælge tulipaner i den gode sags tjeneste, fortæller Kirsten Lund Øvig.
Tulipanerne vil derefter fra 12. marts kunne nydes i forretninger, på kontorer og i private hjem, hvor de vil lyse op med løfte om snarlig forår.
Lions Club Salling/Mors Pinen & Plagen har de tidligere år haft succes med såvel teaterstykket for 8. klasses-eleverne som kurset for lærere og pædagoger.
- Lige nu har efterhånden de fleste lærere og pædagoger i vores område været på kurset ”Holdning og Handling”, og alle har haft stor gavn af det, fortæller præsident for Lions Club Salling/Mors Pinen & Plagen, Anna Jokumsen, der også kan oplyse, at den lokale Lions har støttet oprettelsen af selvhjælpsgrupper for forældre med børn, der er kommet ud i et misbrug.
Lions Salling/Mors har også tidligere år støttet Natteravnene i Nykøbing, som i deres natlige vagter også gør en præventiv indsats.
Lions-klubberne i Danmark har en klar målsætning om at medvirke i en indsats mod misbrug. Derfor er kampen mod misbrug af euforiserende stoffer, øl og spiritus fortsat et indsatsområde, som Lions prioriterer højt. Det harmonerer desuden godt med Lions-organisationens formål om at yde en indsats i det frivillige, sociale arbejde bl.a. gennem oplysende arbejde blandt unge, og med Lions Quest programmet ”Holdning og Handling” bibringe dem gode redskaber til at modstå fristelsen til at starte på et misbrug.