Lørdag åbner Midtmors for udendørs træning
Man starter med outdoor cycling, funktionel træning med egen kropsvægt og HITFIT, men er der interesse, kan der komme flere tilbud
ØSTER JØLBY: Fra lørdag 25. april åbner Midtmors Gymnastik og Fitness for udendørs træning.
Det sker, efter at de to store idrætsorganisationer DIF og DGI 20. april tilpassede anbefalingerne til sine specialforbund og idrætsforeninger, så udendørs idræt - uden kropskontakt - nu kan gennemføres, når det i øvrigt sker inden for rammerne af myndighedernes generelle krav og anbefalinger.
Det gav anledning til smil i Øster Jølby, hvor man allerede 20. april gik igang med at undersøge, hvilke former for idræt, man nu kan tilbyde, fremgår det af en pressemeddelelse.
Indtil videre er det blevet til outdoor cycling, funktionel træning med egen kropsvægt og HITFIT.
Alle tre træningsformer er meget populære i Midtmors Gymnastik og Fitness, så formand Karsten Mark glæder sig over, at det heldigvis også er træningsformer, det er forholdsvis nemme at dyrke udendørs.
I første omgang afprøves udendørstræningen en uge, for at man kan se, om det er noget ,medlemmerne ønsker at benytte sig af. Man skal tilmelde sig via sms og så sker betalingen på et senere tidspunkt - nøjagtigt som man kender til det i Flexiton, Mixvolley og Floorball fra Midtmors Sportsforening.
- Vi håber selvfølgelig, at holdene lynhurtigt bliver fyldt op, for det er sjovere at træne med de otte-ni deltagere plus instruktører, der er tilladt, end at vi står tre-fire sammen. Vi håber også, at det bliver taget rigtig godt imod af vores medlemmer, og at de føler sig trygge ved at træne udendørs hos os. På den måde kan vi måske inspirere nogle af de andre foreninger til også at åbne forsigtigt op igen. Vi er alle i samme situation og har brug for, at vores medlemmer vender tilbage, siger Karsten Mark.
Det oplyses, at der er flere ideer på vej, men om de bliver til tilbud, afhænger altså af interessen hos medlemmerne i Midtmors Gymnastik og Fitness. Under 10 minutter efter at Midtmors Gymnastik og Fitness havde delt træningsoversigten på sin facebookside, var der allerede fem tilmeldinger til de første aktiviteter. Under 24 timer senere var over halvdelen af pladserne optaget:
- Vi har masser af rengøringsmidler, desinfektionsmidler og sprit til rådighed, og vi har i samarbejde med Midtmors Sport fået rengøringsinstruktioner af Morsø Kommune. Så har man mod på en omgang træning i Midtmors, kan man tage af sted med god samvittighed. Det skal være trygt at træne hos os - og derfor skal deltagerne heller ikke selv tage cyklerne ud af spinninglokalet. De er klar, når man kommer, siger Karsten Mark.
Nærmere på: www.midtmorssport.dk