Billede beskrivelse

Løbeklassiker genoplives lørdag

21. juni 2018 kl. 08.20

MORS-SKIVE: Lørdag får egnens løbeglade mennesker mulighed for at prøve kræfter med en genoplivet klassiker.

I 1980’erne og 1990’erne hed det Nykøbing-Skive Løbet, men nu er motionsarrangementet opstået i en ny form som Bro- & Bane Løbet. Dengang var der udelukkende tale om et løb for de hårde hunde med en distance på 33 km, men nu kan alle være med - uanset om de er unge eller ældre, hurtige eller mere sindige i løbeskoene, slanke som ål eller med lidt på sidebenene.

Det er Skive AM og løbeklubben Pinen & Plagen fra Nykøbing, der arrangerer begivenheden. Og der er distancer fra de godt 42 km på maraton-ruten, og ellers kan løberne begive sig ud på fire distancer: 5, 10, 21 og 30 km. Kongedistancen begynder i Nykøbing og bevæger sig over Sallingsundbroen og videre til Skive ad den tidligere jernbane, Sallingbanen, nu Salling Natursti. De øvrige fire distancer har også start på naturstien, og alle fem ruter ender i mål på Posthustorvet i Skive.

- Der er lagt op til at alle kan være med på grund af de forskellige distancer. Vil man løbe stærkt vurderes den flade rute at være særdeles personlig rekord-venlig med god chance for rygvind fra vest. Det stabile stenmels-underlag er desuden skånsomt for bentøjet. Løbet er et såkaldt A til B-løb, det vil sige at man løber hjemover. Der er således arrangeret bustransport ud til de fem forskellige startsteder, lyder det fra Kim Høxbro fra Bro- & Bane Løbs-udvalget.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste