Lodbjerg Klitplantage fylder 100 år
LODBJERG: Lodbjerg Klitplantage kan i 2023 fejre sit 100-års jubilæum.
Det fejres anden pinsedag, mandag eftermiddag 29. maj på Lodbjerg Fyr med festtale for klitplantagen ved Skovrider Ole Noe (Naturstyrelsen Thy) samt taler ved arkæolog Jens-Henrik Bech om oldtidsfund under sandet i Lodbjerg og ved Margrethe Holm Andersen, der er datter af tidligere klitplantør Eigil Thusgaard Andersen.
Hun vil fortælle om det jubilæumsskrift, der udgives i anledning af 100-års jubilæet.
Eigil Thusgaard Andersen stod bag lignende jubilæumsskrifter, da Hvidbjerg klitplantage fyldte 100 år i 1992, og da Rønhede Plantage og Ashøje Plantage kunne fejre deres 100-års jubilæer i 2000.
Han nåede før sin død i 2019 at skrive et afsnit til bogen om Lodbjerg Klitplantage, hvori han fortæller om sine 30 år som klitplantør i Lodbjerg og Sydthy.
Margrethe Holm Andersen er til daglig bosiddende på Amager, men besøger ofte familien i Thy.
Hun har i samarbejde med lokale kræfter færdiggjort projektet.
- Jeg ved, at min far ville være virkelig glad for, at det er lykkedes at få lavet jubilæumsskriftet færdigt. Det var hans store ønske, at der også skulle udkomme en lille bog om Lodbjerg Klitplantage, som han holdt meget af – både på grund af skoven og naturen, men også på grund af hans store interesse for de mange kulturminder og arkæologiske fund i området. For mig har det været en stor fornøjelse at samarbejde med medarbejdere ved Naturstyrelsen Thy, tidligere medarbejdere ved Museum Thy og andre gode kræfter om færdiggørelsen af jubilæumsskriftet og det kommende arrangement på Lodbjerg Fyr, siger Margrethe Holm Andersen.
Klitplantør Per Kynde, der har fulgt skoven de sidste 50 år, først som elev hos E. T. Andersen og senere som klitplantør i Lodbjerg og ved Naturstyrelsen Thy fortæller:
- I mine år i Lodbjerg har produktion af træ til bygningstømmer, paller, spånplader, cellulose (pap og papir) samt flis til fjernvarmeværker været et af hovedformålene med plantagen, men også hensynet til friluftslivet har vejet tungt. Plantagen er etableret i en periode, hvor man ikke frygtede sandflugten helt så meget som tidligere. Der er derfor ikke kun plantet bjergfyr på arealerne, som man ellers normalt gjorde for at holde på sandet. I stedet har der gennem årene været mere fokus på såvel natur og oplevelser for befolkningen som på skoven som en træproducerende enhed. Fra Naturstyrelsen Thys side håber vi, at mange vil være med til at markere jubilæet.
Ved arrangementet på Lodbjerg Fyr i pinsen spiller Kristian Mogensen, der er organist i sø- og klitsognene, til fællessangene.
Og efter talerne bliver der mulighed for at komme med på en lille vandring til den 5000 år gamle jættestue og de nye beplantninger nær fyret.
Guider på turen er Anne-Louise Haack Olsen (tidligere Museum Thy) og Per Kynde (klitplantør ved Naturstyrelsen Thy).