Gratis øl i stride strømme: Så kom der liv i Nexus
NYKØBING: Fredag klokken 16 klippede borgmester Jens Dahlgaard (S) den røde snor i porten ind til gårdhaven.
Dermed åbnede han Nykøbings nye samlingssted for flere generationer - Nexus Bar & Natklub i Havnegade.
Og det strømmede til med gæster i alle aldre - fordelt over de helt unge på omkring de 18 år til de ældre på 70 år.
Noget som de to ejere og stiftere af stedet, Ryan Lund og Martin Kjær Pedersen, især var glade for.
- Vi har jo ønsket at lave et sted, hvor der er plads til alle generationer med et loungeområde inde ved baren og et lidt mere festligt område her ude i gårdhaven, som vi har indrettet med telt, scene og musik i dagens anledning. Det er skønt at se gæster fra alle aldersgrupper i forening nyde dagen, siger Martin.
Festlig stemning
Det gode vejr kombineret med gæsternes gode humør skabte fra start en festlig stemning i gårdhaven, hvor der som lovet blev langet gratis øl og vin over disken i baren.
Der var nemlig lovet, at de første 1000 øl var gratis.
En pigegruppe fra Morsø Handelsgymnasium havde valgt at kigge forbi - og alle gav stedet en tommelfinger opad.
- Det er bare blevet til et supergodt sted, som vi glæder os til at besøge. For vi unge har manglet et sted som det her, hvor vi kan mødes om fredagen efter skoletid til en stille drink eller øl. Og så glæder vi os helt vildt til, at diskoteket på 1. sal åbner i weekenderne. Det har vi savnet, lyder det fra Mette Agger og Sarah Jensen.
Så begejstringen for stedet fra de unge gæster var ikke til at tage fejl af.
Den samme begejstring lød fra de lidt ældre gæster - blandt andet de to veninder Lone Fleron og Birthe Bukh.
- Det er dejligt at få et sted, hvor vi kan mødes med andre i vores egen aldersgruppe til en stille øl og hvor der er plads og noget for os lidt ældre samtidig med, at der gøres noget for ungdommen, som nu diskoteket på 1. salen, lød det fra begge.
Således forløb en festlig eftermiddag, hvor alle fejrede det nye sted.
Flere kom med gaver og hilste på ejerparret, mens andre satte sig ved bænkene i gården og teltet og sang med på de kendte Shu-bi-dua-sange, som blev leveret af bandet Shubi For Sjov Duo.
12. juni åbner diskoteket på 1. sal.