Billede beskrivelse

Livredderne åbner badesæsonen i VØ

22. juni 2024 kl. 06.02

VORUPØR: Fredag den 28. juni tager Tryg Fondens kystlivreddere hul på endnu en sæson på Nr. Vorupør Strand. 

Her holder de et vågent øje med badegæsterne hver dag kl. 10-18 frem til den 21. august, skriver Tryg Fonden i en pressemeddelelse.  

Livredderne er klar til at træde til, hvis personer får problemer i vandet, og både børn og voksne er velkomne til at kigge forbi tårnet, hvor livredderne gerne fortæller om badesikkerhed og om de særlige forhold på stranden.

- I løbet af foråret har livredderne trænet intensivt for at blive klar til badesæsonen, og nu er det endelig tid til at komme ud på strandene. Hvis der opstår farlige situationer i vandet, er livredderne klar til at træde til med hjælp. Men det forebyggende arbejde er også en stor del af livredderjobbet. Derfor er livredderne opmærksomme og klar til at gribe ind, hvis der er situationer, som potentielt kan udvikle sig og bringe personer i fare, fortæller René Højer, projektchef i TrygFonden.

De 5 baderåd

1. Lær at svømme

2. Gå aldrig alene i vandet

3. Læs vinden og vandet

4. Lær stranden at kende

5. Slip ikke børnene af syne

René Højer opfordrer strandgæsterne til at komme forbi og få en snak med livredderne i løbet af sommeren. Livredderne viser gerne deres livredderudstyr og fortæller, hvad man særligt skal passe på, når man bader i havet.

I 2023 gennemførte TrygFondens kystlivreddere 58.058 indsatser, hvoraf de 28 betegnes som aktioner, hvor personer var i livsfare.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste