Limfjordslandet lokker: En million overnatninger sidste år
Tyskere og hollændere er især vilde med at overnatte i Limfjordslandet, hvor naturen er et stort trækplaster
MORS: De nyeste overnatningstal fra Danmarks Statistik viser, at Destination Limfjorden har haft over 1 million overnattende gæster i løbet af 2022.
Det skriver Destination Limfjorden i en pressemeddelelse.
Overnatningsstederne er fordelt i de tre kommuner Skive, Struer og Mors, og tallene viser en stigning på 23 pct. i sammenligning med 2019, som var turismens rekordår.
- 2022 blev året, hvor vi rundede 1 mio. overnatninger, og året har på mange måder overgået vores forventninger. Vi har så mange ting at byde på i destinationen både indenfor natur, gastronomi og kultur kan vores turismevirksomheder levere et superfedt produkt, som der er endnu flere der har fået øjnene op for, siger destinationsdirektør Kristina L. Schjøtt.
Destination Limfjordens største marked er det danske marked, som udgør 77 pct. af de overnattende gæster. Men der har også været en flot vækst i antallet af udenlandske overnatninger i 2022. Her er det især de tyske gæster, der er vilde med området og troligt kommer tilbage.
De seneste par år er der også kommet flere hollændere til området, faktisk så mange, at de i 2022 overhalede antallet af nordmænd. De seneste tal fra Danmarks Statistik viser også, at svenskerne er endt tilbage til området efter nogle år med færre overnattende gæster fra Sverige.
En af de vigtigste parametre for udenlandske turister i Limfjordslandet er den dejlige natur, og særligt tyskerne og hollænderne rigtig glade for at campere. Dette segment er stadig stigende, og det forventes, at der vil komme flere autocampere til i fremtiden.
- Camping udgør 45 pct. af alle de kommercielle overnatninger i vores område, hvilket gør det til den mest populære overnatningsform. Efterfulgt af feriehuse, hvor 18 pct. af overnatningerne foretages. Største procentmæssige vækst har dog været i kategorierne vandrehjem samt hotel og feriecenter. Vi har rundet en meget vigtig milepæl med de 1 millioner overnatninger, og vi står dermed stærkere i kampen om turisterne, siger Kristina L. Schjøtt.
Destination Limfjorden har siden 2020 arbejdet med destinationsudvikling og markedsførings af området både nationalt og internationalt i samarbejde med det lokale erhverv og kommunerne, med det formål at få skabt mere synlighed og flere overnatninger til destinationen.