Lillebror på gaden
Den danske hjælpeorganisation Børnehjælpsdagen melder klar til årets Lillebror Lotteri. Fra den 2. marts vil tusindvis af lokale foreningsbørn og skoleelever sælge de traditionsrige lodsedler - med flere gode formål i sigte. Også her på øen vil der blive solgt lodder.
For hvert solgt lod til 25 kroner, går 11 kroner til den forening eller klasse, som sælgerne kommer fra. Pengene er øremærket fælles aktiviteter, udstyr, lejrture m.m.
Overskuddet fra lotteriet går til Børnehjælpsdagens arbejde med at styrke anbragte børn og udsatte unge, der typisk bor i plejefamilie eller på en institution.
- De unge lodsælgere yder en vigtig frivillig indsats for deres forening eller klasse - samt de anbragte børn. De tjener ikke penge til deres private lomme. Vi håber, at folk vil bakke op ved at købe et lod eller to i den gode sags tjeneste, udtaler Anne Nielsen, der er ansvarlig for Børnehjælpsdagens lotterier.
Organisationen opfordrer til, at endnu flere foreninger og klasser - særligt i de ”tynde” områder - melder sig på banen. Det er gratis at tilmelde sig som lodsælgere.