Leo og Niels udvider mod syd
MORS: Nykøbing-virksomheden ACN Sikring udvider sin forretning mod syd.
Fra den 1. juli indgår ACN Sikring nemlig et samarbejde med Idom El i Holstebro.
Her vil ACN Sikring overtage ansvaret for sikringsopgaverne hos Idom El, hvilket omfatter drift, vedligeholdelse, service samt installation af tyverialarmer, videoovervågning og adgangskontrol, skriver virksomhederne i en pressemeddelelse.
- Med dette samarbejde vil vi hjælpe hinanden med opgaver på tværs af virksomhederne, står i en meddelelsen.
ACN Sikring har ekspertisen indenfor sikringsområdet, mens Idom El fortsat vil håndtere alle øvrige el-opgaver samt opgaver indenfor brandsikring.
Sikringsvirksomheden er ledet af Leo Hundal og Niels Larsen og har mere end 25 års erfaring. Der er kontorer i Nykøbing Mors, Hobro, Silkeborg og Aabenraa.
Mors-virksomheden har blandt andet gennem de sidste 6 år varetaget adskillige sikringsopgaver for Holstebro Kommune og har fast mand og bil til stede i Holstebro og vil derudover være tilknyttet Idom Els bygninger på Niels Kjeldsens Vej.