Laia har fået et nyt og flot apotek – og med et strejf af Spanien
HURUP: Det er bare blevet så flot.
Sådan lød rosen fra mange af de kunder, som mandag formiddag var med til at åbne det nye apotek i Hurup i den tidligere Aldi-butik på Østre Allé.
Og rosen glædede apoteker Laia Ribera-Jäger og hendes 12 medarbejdere, der hen over weekenden havde knoklet løs for at få flyttet de sidste ting fra det gamle apotek på Sundvejs og få dem sat på plads i det nye apotek for at være klar til åbningen.
- Vi synes også selv, vi har lavet et flot apotek, så jeg er glad for, at kunderne synes det samme, sagde hun.
Selv brugte hun ord som imødekommenhed og nærhed til kunderne til at beskrive indretningen, hvor der er masser af lys og luft i ekspeditionslokalet samtidig med, at vægreolerne med alt fra hudplejeprodukter til kosttilskud, står mod en venlig lyseblå baggrund mellem store fotos af lokale og genkendelige scenarier.
Her er blandt andet fotos af en surfer i Krik Vig og Næssundfærgen.
- Indretningen er med til at skabe noget lokal genkendelighed, hvor vi håber, at kunderne vil føle sig hjemme og velkommen, sagde Laia.
Strejf af Spanien
Som en lille, men meget iøjnefaldende detalje, har Laia dekoreret en del af endevæggen med en spansk facade, som er kendetegnende for mange ejendomme på landet.
- Jeg er født og opvokset i Barcelona, så jeg syntes, der skulle være lidt spansk på mit nye apotek i Hurup, smilede hun.
Bag den spanske facade gemmer sig depotrum og rum til vaccinationer. Og åbningen af det nye apotek falder sammen med vaccinationssæsonen.
- I det nye apotek har vi fået gode faciliteter til at vaccinere. Det glæder vi os til, for allerede 1. oktober begynder vi at vaccinere mod influenza. Det bliver mod betaling, for i år har regionen valgt en anden til gratis vaccinering af risikogrupper. Men ud over at vaccinere mod influenza, har vi rejsevacciner og andre vacciner mod for eksempel stivkrampe, helvedesild, hjernehindebetændelse og HPV, sagde Laia.
Som også var glad for, at hun og Hurup Apotek nu er blevet en mere synlig del af midtbyen og fremover vil være en naturlig og mere aktiv del af handelslivet og handelsbyens arrangementer.
- Vi har fået en god placering, hvor vi bliver mere integreret med de andre butikker i byen. Det er vi glade for og ser frem til at være en aktiv del af, sagde Laia.
Åbningen af det nye apotek blev på dagen markeret med goodiebags til de første kunder og for alle med udvalgte tilbud på dagen og i åbningsugen.