Kvindefodbold og hyggeligt fællesskab hitter i Nors
Det handler om at være en del af et hyggeligt fællesskab, grine, og dyrke noget god motion
NORS: Onsdag aften var første aften for et helt nyt initiativ i Nors: at samle alle de kvinder, der har lyst til fællesskab og motion omkring en fodbold.
21 kvinder mødte op til den første samling, og 61 har på kun en uge meldt til på den facebookgruppe der er blevet oprettet.
En opbakning der næsten kommer bag på initiativtageren Helena Søe-Larsen.
- Det er meget tilfredsstillende at så mange møder op, og at endnu flere er tilmeldt. Jeg tror bare at vi blive flere efterhånden, siger Helena Søe-Larsen, der har fået sin svoger Carsten Søe-Larsen, der spiller på Nors’ førstehold, til at være træner.
- Men det handler i virkeligheden mindst om at spille fodbold. For meningen er først og fremmest at få kvinder til at mødes. At være en del af et hyggeligt fællesskab, grine, og dyrke noget god motion. Vi har så brugt fodboldtræning, for det har mange allerede spillet før, siger initiativtageren, der er flyttet til Nors fra Thisted, hvor hun selv har spillet fodbold i 10 år.
- Jeg synes at der manglede noget fællesskab for kvinder i Nors, og så fik jeg idéen til at prøve at starte en gruppe op der hedder: ”Motionsfodbold for kvinder Nors BK”. Meningen er ikke, at vi skal spille kampe. Men hvis en gruppe gerne vil spille kamp, så er det en bestemt muligt, siger Helena Søe-Larsen, der gerne ser, at endnu flere kvinder, gerne fra det øvrige Thy, melder sig til projektet.
Der er åbent for alle og kontingentet er lavt.
Aldersgruppen er indtil videre fra 17 år til omkring 40 år.
Kvinderne spiller og ikke mindst hygger hver onsdag fra 19 til 20, og man tilmelder sig inde på gruppens Facebook side: Motionsfodbold for kvinder Nors BK.