Billede beskrivelse

Kulturhuse samarbejder: Ny scene tages i brug

29. februar 2024 kl. 06.00

Øster Assels Kultur- og Forsamlingshuset er netop færdige med at renovere deres scene og loft. 

Og kasserer fra bestyrelsen, Jesper Bak, glæder sig til at indvie scenen med et tværkulturelt event, som de arrangerer i samarbejde med Kulturkøbmanden i Sillerslev.

De to lokale kulturhuse inviterer til et meget aktuelt tværkulturelt event den 9. marts, hvor det multikulturelle musikband, Radiant Arcadia, står for en danseworkshop, efterfulgt af fællesspisning og koncert.

Den multikulturelle gruppe, Radiant Arcadia, er en gruppe kvinder med muslimsk, jødisk og kristen baggrund. Med deres forskellige kulturelle og religiøse baggrunde ønsker de at vise, at selv om vi er forskellige på rigtig mange områder, kan vi alligevel mødes i musikken og finde forståelse og kærlighed.

Radiant Arcadia er en blanding af groovy basklarinet, swingende harmonika, jødisk energibundt, forførende dansk sangerinde med fransk, bulgarsk og opera i rygsækken og en virtuos sufi sanger med speciale i strube/overtone sang.

Så med det afsæt, er der lagt op til en enestående tværkulturel oplevelse, når gruppen går på scenen, oplyser Julie Exner fra Kulturkøbmanden, som er medarrangør på arrangementet.

- Udover at underholde med fusionering af folkemusikalske traditioner fra flere verdensdele når de går på scenen, så vil gruppen også stå for danseworkshoppen, man kan deltage i før fællesspisningen. Og de dansetrin, man lærer på workshoppen, er man mere end velkommen til at afprøve, når gruppen går på scenen og begynder at spille. For deres musik lægger op til fællesdans, fortæller Julie Exner.

Den tre-rettes menu, som er med i billetprisen, bliver ligeledes en tværkulturel oplevelse med en jødisk forret, en muslimsk hovedret og en dansk dessert.

Billede beskrivelse

Samarbejdende Kulturhuse på Sydmors

Samarbejdet mellem de to kulturhuse; Kulturkøbmanden og Øster Assels Kultur- og Forsamlingshuset, er det første af sin art. Og samarbejdet er kommet op at stå efter, de sammen med de to andre kulturhuse på Sydmors, Strømpehuset og Borgerhuset i Øster Assels, sidste år fik bevilget 1 million kroner af Nordea-fondens Kulturpulje. De fire kulturhuse havde da samlet indsendt en ansøgning med det fælles projekt ”Samarbejdende kulturhuse på Sydmors.”

- Det var arbejdet med det her projekt, som fik os rystet sammen. Vi fik øjnene op for, at vi kunne bruge hinanden. Og det her arrangement er det første samarbejde vi har med Kultur- og Forsamlingshuset, som netop har fået renoveret deres lokaler og som har pladsen og kompetencerne til at huse et arrangement som det her, siger Julie Exner og hun fortsætter:

- Vores lokaler i Kulturkøbmanden er for små til så stort et arrangement. Så vi står for indholdet og tilrettelæggelsen af underholdningen og Kultur- og Forsamlingshuset lægger rammer til og står for madlavning, borddækning og de helt lavpraktiske ting. Selvfølgelig med hjælp fra os, siger Julie Exner.

Billede beskrivelse

Ny scene og loft

Nogle af de penge, som Kultur- og Forsamlingshuset fik tildelt af millionen fra Nordea-Fonden, er nu blevet brugt på at lave ny scene og loft.

- Vi har netop fået sænket scenen, så den kommer ned i gulvplan, og vi har fået sat nyt loft op, så vi får en bedre akustik i rummet, som både er godt, når vi afvikler arrangementer fra scenen, og når vi samles til fællesarrangementer i salen, forklarer Jesper Bak, og han tilføjer at Landdistriktsrådet fra Morsø Kommune har bevilget et ekstra tilskud på 50.000 kroner til byggeprojektet, som beløber sig op på et samlet beløb på 325.000 kroner.

- Det her tværkulturelle arrangement med Radiant Arcadia er det første, som vi afvikler fra den nye scene. Og jeg er især spændt på at se, hvordan den nye scene i gulvhøjde kommer til at fungere. Og så er jeg meget glad for det samarbejde gennem projektet, Samarbejdende Kulturhuse på Sydmors, som vi har fået op at stå, hvor vi kan bruge hinanden og sammen skabe gode oplevelser for lokalsamfundet, siger han.

Det tværkulturelle event finder sted lørdag den 9. marts med danseworkshop klokken 16, fællesspisning klokken 18 og koncert klokken 19.30. Billetsalget er gået i gang via de to kulturhuse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste