Kulør på væggene i arenaen
Når man kommer ind i Sparekassen Thy Arena Mors bliver man i øjeblikket mødt af farvestrålende malerier på mange af de ellers så hvide vægge. Det er Rathi Thevi Rajeswaran, der med en udstilling af sine malerier sætter kulør på tilværelsen i arenaen.
I Ugeavisen i sidste uge fortalte vi historien om Rathi Thevi Rajeswarans enmandsvirksomhed i Nykøbing, Radesign, hvor hun hjælper firmaer med logo, hjemmeside, brochurer med mere. Men den kreative kvinde, der efter endt uddannelse i Danmark var klar til at vende hjem til Malaysia, men mødte kærligheden i en morsingbo på arbejde i Århus, udøver også kunstmaling.
- Jeg tog en bachelor i erhverv og international marketing i Malaysia, men har altid været meget interesseret i design. Design er ikke så anerkendt et område i Malaysia, så det måtte jeg rejse hjemmefra for at lære mere om, fortæller Rathi Thevi Rajeswaran i hjemmet på Fruevænget i Nykøbing, hvor hun bor sammen med sin kæreste og parrets lille datter.
Selvom hun ikke læste design i Malaysia, fik hun stor opbakning fra familien til at følge sin drøm.
Efter at have lært dansk i tre år afsluttede hun en multimediedesign-uddannelse i 2015, og siden har hun og kæresten Peter fra Mors så slået sig fast ned her på øen.
Kunstmalingen er ikke noget, Rathi har gået i skole for at lære. Det er selvlært.
- Jeg kan godt lide, at det er mere frit og abstrakt i forhold til den grafiske del, som jeg arbejder med i mit firma, fortæller hun og fortsætter: - I Malaysia er man ikke så glad for abstrakte malerier og billeder. Her skal ting helst forestille noget. I Danmark er abstrakte billeder populære, så det passer mig godt.
Selvom hjemlandet på den ene side ikke giver plads til den kunst, der giver Rathi et frirum og en stor glæde, så er det ofte netop hjemve og længsel efter hjemmet, der giver inspiration til Rathis malerier.
Ud over abstrakte malerier gør hun også i tuschtegning, og at udstille i Sparekassen Thy Arena Mors er en stor ting for den kreative tilflytter, som føler sig vel modtaget på Mors.
- Jeg har ikke mærket nogen skepsis, og har ingen racistiske kommentarer fået. Jeg tror, at morsingboerne kan se, at jeg gerne vil lave noget, konkluderer Rathi Thevi Rajeswaran.