Niels Peter Kalstrup Andersen og Jagt-Træ har overtaget Lyngevej 4 - på lørdag er der åbent hus. Foto: Ole Iversen
Livet her

Krudt-Peter er blevet til Træ-Peter: Nye aktiviteter på Lyngevej i Tømmerby

14. september 2022 kl. 15:15

Tidligere handlede om våben og jagt på Lyngevej 4. Det var dengang nu afdøde Christian Peter Larsen, bedre kendt som Krudt-Peter, boede på ejendommen og havde jagtforretning. Nu er der helt andre aktiviteter på ejendommen med milevid udsigt over Vejlerne.

Niels Peter Kalstrup Andersen, skovfoged uddannet og indehaver af Jagt-Træ, overtog i år den berømte adresse. Nu har han flyttet alle sine ”træ-aktiviteter” til Tømmerby fra Nøvling i Nordjylland.

Her produceres nu jagttårne, sheltre, bålhytter, jagtstiger og rå træmøbler.

Jagt-Træ er byggeri i rå-træ som jagttårne, shelters, bålpladser, borg-bænke. Også motorsavsarbejde og beplantningsrådgivning tilbydes. <i>Foto: Ole Iversen</i>

Bygget savværk

Derudover har Niels Peter Kalstrup Andersen bygget et savværk, hvor han selv forarbejder stammer til planker og brædder og ikke mindst udfører saveopgaver på bestilling.

Det er ikke en tilfældighed, at Niels Peter Kalstrup Andersen er faldet over stedet. Han kender nemlig stedet fra sin praktiktid hos Naturstyrelsen.

- Jeg var i Østerild Klitplantage i et år og arbejdede sammen Tommy Fuglsang, som er søster til Laila Larsen, der arvede Lyngevej 4 efter Krudt-Peter. Jeg så stedet for otte år siden og blev vildt betaget. Jeg tænkte virkelig - bare det en dag kunne blive mit, lyder det fra Niels Peter Kalstrup Andersen, der selv er jagt- og naturinteresseret.

- Så da Laila var klar til at sælge – så var jeg klar til at købe. 

Jagt-Træ opsaver selv alle planker og brædder fra stammer af lærk, douglas, cypres og thuja. <i>Foto: Ole Iversen</i>

Glad sælger

Laila Larsen er mere end almindelig glad for, at Niels Peter Kalstrup Andersen nu er ejer af Lyngevej 4.

- Jeg kendte jo Niels Peter i forvejen, da han arbejdede i skoven. Og jeg havde ham i kikkerten som den kommende ejer. For dette sted fortjener en ung dygtig mand , et naturmenneske, der kan se værdien i at bo et sted med denne flotte udsigt, siger Laila Larsen, der har arbejdet i praktik et stykke tid hos Jagt-Træ.

Niels Peter Kalstrup Andersen, der ud over skovfoged, også kan skrive skov og landsskabsingeniør på sit CV, har også arbejdet i to år som tømrerlærling.

Niels Peter Kalstrup Andersen har købt den gamle Krudt-Peter ejendom af Laila Larsen, som hun arvede. Hun har været ansat i praktik hos Jagt-Træ. <i>Foto: Ole Iversen</i>

Kom indenfor

Siden han begyndte aktiviteterne på Lyngevej 4, er kendskabet til Jagt-Træ støt vokset.

- Det er gået rigtig godt. Vores produkter og service er blevet kendt, ikke kun i lokalområdet, men også i resten af landet. Nu bygger vi snart en ny stor lagerhal til vore produkter, fortæller Niels Peter Kalstrup Andersen, også tilbyder motorsavsarbejde og rådgivning i beplantning.

På lørdag 17. september vises ejendommen frem. Her er alle velkomne til at se ”hvad man går og roder med”.

Privat bor Niels Peter Kalstrup Andersen og familie på Lyngevej 6. De to ejendomme er nu lagt sammen under adressen Lyngevej 4.

Åbent hus er fra 10-16.

Annonceret indhold

Nyeste