Kropsaktivisme på Aagaard
Angelina Owino udstiller kunstfotografier, der samtidig er selvportrætter
REFS: ”Der er så meget af mig, hvorfor kan du så ikke se mig?”
Med denne titel præsenterer fotograf Angelina Owino fra på søndag, 16. august, en række kunstfotografier, der samtidig er selvportrætter. Det sker på Aagaard i Refs syd for Hurup, der tidligere i år genåbnede som et center for håndværk - og som nu for første gang er ramme om fotokunst.
Udstillingen er resultat af fotografens arbejde med kropsaktivisme gennem flere år, fortæller Trine Møller, en af ildsjælene bag Aagaard:
- Hun bryder tabuet om den nøgne tykke kvindekrop, og hun forholder sig til, at man kan have det godt med sig selv og sin krop, uanset størrelse.
36-årige Angelina Owino er oprindelig thybo, men nu bosat i Vejle. Hun er uddannet fotojournalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har i dag egen virksomhed som fotograf.
Efter åbningen på søndag kan udstillingen ses i Aagaards åbningstider tirsdag, onsdag og torsdag eftermiddag indtil 20. september - samt under Aagaards sensommerevent 22.-23. august.
W
aagaard-tekstil.dk