Kronerne rullede i kassen på Sønderhaa Friskole - og i Rallestrup

17. februar 2022 kl. 16.15

Sønderhaa Hørsted Friskole var på den anden ende i hele uge 6. Landsbyen Rallestrup og dens virksomheder og forretninger havde indtaget skolen med ”borgmester” Rasmus Nielsen i front.

Alle elever er ansatte i landsbyens virksomheder, og emneugen handler om at forstå pengenes vej og betydning i et samfund. Pengene hedder ”Jen”

Ni virksomheder er oprettet, som ved salg af fremstillede varer og ved tjenesteydelser skulle tjene penge til banken.

Virksomhederne var: cafe og køkken, restaurant, rengøringsfirma, værksted, genbrugsbutik, spillebule og bio, legeland, wellness og bank.

- Emneugen er en suveræn god aktivitet, som engagerer alle skolens 48 elever hele ugen igennem. Elever får en indsigt i hvad økonomi er. Hvordan man tjener penge, og hvordan man prioriterer dem. Også bankens funktion i samfundet lærer de om. Men det bedste er at det foregår på kryds og tværs af aldersgrupperne og eleverne nyder at være sammen uanset alder, fortæller skoleleder Gitte Hansen.

En af de gode indtægtskilder til Rallestrups kasse er, at eleverne køber mad i cafeen og restauranten. Altsammen er lavet af deres kammerater. Borgmester Rasmus Nielsen håber at lave et overskud på omkring 1000 kroner efter ugens aktiviteter. Et beløb der skal bruges til skolens lejrskole.

Også friskolens børnehave og vuggestue var hver dag på besøg i Rallestrup. Landsbyen er i øvrigt er opkaldt efter borgmesteren him-self: Rasmus Nielsen, kaldet Ralle af kammeraterne på skolen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste