Billede beskrivelse

Kresten mærker flere hvepse: Især en ting er vigtig i bekæmpelsen

11. august 2023 kl. 07.46

I år har man mærket mange hvepse hos firmaet Kirk Insektbekæmpelse, og lige nu i sensommer-perioden er de særligt aktive. Det store antal af hvepse i år skyldes formentlig en varm forsommer, som giver mange hvepse i sensommeren, hvor de begynder at forlade boet og bare sværmer rundt og er nærgående og aggressive.

Den øgede mængde hvepse har indehaver af Kirk Insektbekæmpelse, Kresten Kirk fra Erslev på Mors, kunnet mærke siden forsommeren.

- De seneste år har vi fået flere og flere henvendelser fra både private og erhvervskunder, der er plaget af hvepse. Og denne sensommer forventer jeg stor aktivitet, så snart solen begynder at skinne igen. For så kommer de frem, mens regn og blæst den seneste tid har gjort dem mere passive, siger han.

Billede beskrivelse

Boet skal helt væk 

Der er flere måder at komme et hvepsebo til livs på, men typisk er det en omgang sprøjtning med noget effektivt gift og så efter nogle dage at fjerne boet. Og kommer man ikke helt af med boet, så vender hvepsene tilbage næste år, forklarer Kresten Kirk.

Hvert år især om sommeren er myrerne også en plage flere steder. Og her er det med at være ude så tidligt som muligt.

- For har man først fået dem ind i huset, så er de svære at komme af med. Så kræver det mere end en gang med sprøjten. Og får man ikke has på dem det ene år, så kan man være sikker på, at der bare kommer flere det næste år, siger han.

Billede beskrivelse

Sæsonpræget branche

Insekt- og skadedyrsbekæmpelse er en sæsonpræget branche, hvor det især om sommeren er hvepse, myrer og gedehamse Kresten Kirk kører efter. Om vinteren er det mest væglus, kakerlakker, borebiller og skægkræ, der fylder i ordrebogen.

- Lige skægkræ ser jeg flere og flere af. Det er en invasiv art, som stammer fra Norge, som vi tager med hjem fra skiferie. De er natdyr og vrimler frem især i køkken og badeværelse, når det bliver mørkt. De minder lidt om sølvfisk, men er meget større, og ligesom med mange af de andre insekter så er det med at komme af med dem så hurtigt som muligt, siger Kresten Kirk.

Billede beskrivelse

Han startede sit firma Kirk Insektbekæmpelse i 2010 på sin private bopæl i Erslev på Mors. Krestens kone, Lise Kirk, tager sig af alt det administrative, mens Kresten har taget et sprøjtecertifikat og kører ud med sprøjten.

Han tilbyder bekæmpelse af myrer, skægkræ, borebiller, edderkopper, væglus, kakerlakker, bænkebider og hvepse til både private og erhverv. Hans primære dækningsområde er Thy, Mors og Salling.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste