Kom gående med tyvekoster på skulderen - så mødte han politiet
En hundepatrulje reagerede prompte, da de traf en mistænkelig mand midt om natten
MORS: En byggeplads på Sallingsundvej havde natten til tirsdag kl. 03:25 besøg af uindbudte gæster.
En 48-årig mand fra Mors var kommet forbi for at stjæle byggematerialer, og han drog således af sted fra gerningsstedet til fods med et fem meter langt rør over skulderen.
Han kom dog ikke langt, for på sin vej væk blev han passeret af en bil indeholdende en hundepatrulje fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Manden smed røret fra sig og satte i løb, og patruljen reagerede prompte. Betjentene valgte at sende én af hundene efter tyven, og efter 300 meter blev han stoppet af den firbenede kollega.
- Det er en rigtig god sag, udtaler politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.