Kollektivet leverede, da Nors vandt igen
Det var ikke med de bedste forudsætninger, at Nors tirsdag aften skulle spille på udebane mod Svenstrup Godthåb i 3. division. Inden den vigtige kamp i bunden af rækken var der nemlig tikket to afbud ind grundet sygdom, så det var et smalt Nors-hold, der gik ind til kampen. Karakteristisk for thyboerne så lod holdet sig ikke slå ud af lidt modgang, og med en god og taktisk disciplineret indsats tog Nors en sejr på 29-24. Sejren var thyboernes anden i træk.
- Vi havde ikke de bedste forudsætninger, og jeg skulle lige en tur ned i værktøjskassen inden kampen. Spillerne rykkede sammen i bussen, og de var gode til at forstå og udføre de taktiske budskaber, siger Nors-træner Anders Heshe.
Kampen fik en skidt start for gæsterne, der brændte for meget og kom bagud med 0-4. Efter den dårlige start kom thyboerne bedre ind i opgøret. Med et stærkt midterforsvar dirigeret af Rasmus Christensen og Mikkel Sand fik Nors tvunget Svenstrup til afslutninger fra fløjene, og her var Magnus Larsen i målet særdeles stærk. Mens Svenstrups fløje ikke var skarpe, så havde fløjspillerne fra Nors taget træfsikkerheden med til kampen. Martin Ø. Andersen og Morten Stefansen på venstre- og højrefløj havde vigtige andele i, at Nors fik skudt hul på Svenstrups keeper. Udover gode præstationer fra de to førnævnte, så var profilen Thomas Schmidt også velspillende i bagkæden, og når han vikarierede på fløjen. Nors kom rigtig godt ind i opgøret efter den dårlige start på kampen. Mod slutningen af halvlegen fik Svenstrup så reduceret i et par omgange, og derfor måtte Nors nøjes med en føring på 14-13 til pause.
I anden halvleg fortsatte de gode takter fra Nors, der på trods af manglende bredde på bænken havde kontrol over kampen, og thyboerne kom foran med 22-17. Herfra blev udeholdet så ramt af flere udvisninger efter hinanden, og det udnyttede Svenstrup til bringe sig på 22-22. Da Nors blev fuldtallige igen fik de så styr på sagerne, og de tog en sejr på 29-24 efter at have vundet den sidste del af kampen med 7-2.
- Hele holdet steppede bare op, og vi var aldrig på noget tidspunkt nervøse, siger Anders Heshe, der samtidig roser sit hold for aldrig at give op eller slå op i banen.
- Vi er gode til altid at komme igen, og holdet har virkelig god moral og godt fællesskab, siger Anders Heshe.