Brugerne, personalet og købmand Tina Willum stillede op til fotografering i lokalerne på Poppelvej i Hurup.
Livet her

Købmand Tina giver 25.000 kroner til en julefest

06. december 2022 kl. 12:00

HURUP: Brugerne og personalet af Aktivitetshuset Limfjorden på Poppelvej i Hurup har fået sig en ekstra julegave i år.

Byens Min Købmand har nemlig valgt at betænke Limfjorden med 25.000 kroner til en julefest.

Købmand Tina Wullum havde søgt pengene via KFI Erhvervsdrivende Fond. For et år siden betænkte hun Hurup IF med samme beløb til et nyt klubhus.

Allerede dengang bebudede hun, at hun ville søge til en ny forening.

Limfjordens daglige leder, Christina Bak Madsen, fortæller, at julefesten skal holdes på Agger Badehotel på torsdag 15. december.

- Her er der mad, musik og julegaver til deltagerne, fortæller hun.

Aktivitetshuset Limfjorden har 50 brugere og 10 ansatte.

- 35 af vores 50 brugere deltager i festen. De andre, der ikke har mulighed for at deltage, vil få leveret maden fra Agger Badehotel og holde festen i Limfjordens lokaler, fortæller Christina Bak Madsen.

Købmand Tina Wullum fortæller, at Aktivitetshuset var et naturligt valg for hende.

- De er gode til at støtte mig. Så vil jeg gerne give noget igen, siger hun.

Christina Bak Madsen takker.

. Julefesten bliver den store festdag for os, siger hun.

Aktivitetshuset Limfjorden er et beskyttet værksted for voksne med psykisk og/eller fysisk funktionsnedsættelse.

Annonceret indhold

Nyeste