Billede beskrivelse

Klar til sæsonen: Kunderne strømmer til hos unge iværksættere

25. februar 2024 kl. 11.00
Opdateret 26. februar 2024 kl. 11.43

Hvor der er behov for hjælp, er der kunder.

Det behov har det unge iværksætterfirma, LK-Haveservice i Agger, fået analyseret så godt, at det, der begyndte som en lille fritidsvirksomhed for de to skolekammerater, Lukas Landbo Nielsen og Lasse Krogh, nu er ved at udvikle sig til at blive en etableret virksomhed.

- Vi er ved at få vores virksomhed registreret som et I/S, og vores nye hjemmeside, hvor vi fortæller om vores service og priser, er klar til at gå i luften, fortæller Lukas.

De to indehavere, som i år fylder 17, har heller ikke ligget på den lade side, siden de efter sommerferien sidste år satte sig for at udvide virksomheden med flere specialer, så de ud over havepleje med græsslåning og kantklipning for bolig- og sommerhusejere i Agger, begyndte at tilbyde vinduespudsning i Hurup og Bedsted.

- Vores tilbud om vinduespudsning er gået så godt, at vi er ved at lære nye op, som skal ansættes i Hurup. Samtidig er vi ved at få produceret en reklamevideo, siger Lukas.

De ansatte rekrutterer de fra egne rækker i vennekredsen og skolemiljøet, og i den kommende tid skal der ansættes flere, for LK-Haveservice har planer om at forgrene sig til hele Thy.

Billede beskrivelse

Allerede nu ligger det fast, at de gerne vil vækste virksomheden ved at tilbyde haveservice og vinduespudsning i Ydby, Doverodde og Kærgården for også at få sommerhusområderne med i det område, og fra 1. april kan haveejere i Sennels se frem til at få et tilbud om haveservice, mens hus- og ejendomsejere i Thisted får tilbud om vinduespudsning og rengøring af opgange.

Som led i vækststrategien har Lukas og Lasse lavet en ny virksomhedsorganisation, hvor de ansætter afdelingsledere i Thisted og Hurup, der får det ”daglige” ansvar for de ansatte og står inde for den kvalitet og kundeservice, som både skal trække nye kunder til, men også være med til at fastholde eksisterende kunder hos LK-Haveservice.

- Vi har holdt møde med vores afdelingsledere om vigtigheden af at fokusere på høj kvalitet og god kundeservice. Hos LK-Haveservice står vi inde for den kvalitet, vi udfører, men samtidig er det vigtigt at komme ud til kunderne for at snakke med dem om vores arbejde, så vi ad den vej kan lykkes med at fastholde dem, siger Lukas.

Succes med abonnement

Op til havesæsonen, som starter 1. marts, har LK-Haveservice tilbudt haveejerne en abonnementsordning over hele sæsonen til en favorabel pris, og det tiltag har været en stor succes.

- Hvor vi det første år med LK-haveservice, havde en håndfuld kunder, har vi i år indtil videre tegnet cirka 50 abonnementer, så det er helt fantastisk, siger Lukas.

For at imødekomme den stigende efterspørgsel har LK-Haveservice op til sæsonen investeret i flere maskiner og redskaber, så der nu er kommet en havetraktor yderligere til samt et par håndskubbere og en kantklipper.

Billede beskrivelse

LK-Haveservice er også begyndt at indgå partnerskaber med andre virksomheder, blandt andre med Agger Darling og Krik Vig Camping og et samarbejde med Thy-Savværk om opstilling af savværkets skraldespandsskjulere og plantekasser.

- Vi vil gerne udvikle os på egne specialer, men også gerne gennem samarbejder med andre virksomheder, hvor vi kan være til gensidig hjælp for hinanden eller vi kan hjælpe virksomheden med vores arbejdskraft og fleksibilitet, siger Lukas.

Og allerede nu har LK-Haveservice planer om at tage et nyt speciale ind.

- Næste år, hvor de fleste i virksomheden bliver 18 år, jeg selv inklusive, er det vores plan at udvide med bilvask. Mine forældre stiller et maskinhus til rådighed hjemme hos os. Her får vi lov at indrette det til ”Deep Clean” bilvask, som er en grundig rengøring af bilen ude og inde. Desuden er det vores plan også at udbrede LK-Haveservice til Vorupør og Klitmøller, siger Lukas.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste