Kreativitetshuset i Lildstrand ser frem til at byde sponsorer, folkeaktionærer, folk i Lildstrand og hvem der i øvrigt har lyst til at deltage velkommen til den officielle åbning fredag eftermiddag 14. april.
Livet her

Klar til officiel åbning af KreativitetsHuset i Lildstrand

19. marts 2023 kl. 10:02

LILDSTRAND: 14. april er det præcis fem år siden, at Foreningen KreativitetsHuset i Lildstrand blev stiftet med det formål at købe den gamle købmandsgård på Strandvejen 99 i Lildstrand.

Byggeriets fase 1 og 2 er nu afsluttet og formanden for Foreningen, Hanne Marie Kværndrup, der også er en af initiativtagerne, ser frem til at byde sponsorer, folkeaktionærer, folk i Lildstrand og hvem der i øvrigt har lyst til at deltage velkommen til den officielle åbning fredag eftermiddag 14. april.

- I bestyrelsen glæder vi os til at fremvise Husets spændende lokaler, de fire værelser samt den handicapvenlige kunstnerbolig, der alle er klar til udlejning. Værkstedet i hestestalden er næsten på plads og vil på åbningsdagen allerede være taget i brug af nogle af de i alt 200 elever fra Hannæs-Østerild skole, der gennem tre uger skal undervises af fem kunstnere i at tage naturen ind i det kreative rum, siger Hanne Marie Kværndrup, der fortæller, at man har taget en ejendom i brug, der er fuldt finansieret.

Købsprisen på 900.000 kr. blev finansieret ved et anonymt sponsorat på 200.000 kr. og 200.000 kr. fra Lokale og Anlægsfonden.

- Fra Thisted Kommune fik vi både politisk opbakning og 300.000 kr. En kampagne for salg af folkeaktier samt mindre sponsorer sikrede restbeløbet, således kunne ejendommen overtages den 1. november 2020. Vi skylder stor tak til seks lokale kunstnere, der hver donerede et kunstværk, som blev trykt på gamle Bulbjergsten - solgt som Folkeaktier, siger Hanne Marie Kværndrup.

Hun fortæller, at den omfattende ombygning er finansieret af fondsmidler, hvor især donationerne på 1 mio. kr. fra Realdanias pulje Underværker, 330.000 kr fra FLAG Thy-Mors og 200.000 kr. fra Den Jyske Kunstfond betød, at en række mindre fonde også valgte at støtte projektet.

- Således har vi i alt skaffet 1.9 mio. kr. til ombygning og etableringen. Husets er nu smagfuldt indrettet med nyt og brugt inventar samt faciliteter. Endelig har frivillige undervejs ydet en kæmpe arbejdsindsats, senest den omfattende maleentreprise og indretningen af Huset, fortæller Hanne Marie Kværndrup.

På dagen afsløres KreativitetsHusets permanente Historievæg, hvor alle sponsorer præsenteres sammen med navnene på de mange frivillige, der har ydet en indsats.

Historievæggen rummer ikke mindst navnene på de mere end 100 folkeaktionærer, der aktivt har bakket op om skabelsen af KreativitetsHuset i respekt for Lildstrands værdier og flotte natur.

KreativitetsHuset er endnu en brik i Lildstrands bestræbelser på udvikling som en del af Nordthys “stillekupé.”

Hanne Marie Kværndrup udtrykker en lille bøn:

- Hvis nogen i dagens anledning får lyst til at gi’ Foreningen en lille blomst, så vil Foreningen blive mere glad for en lille kontant gave via mobilkontoen, som findes på hjemmesiden kreativitetshuset.dk, siger hun.

Annonceret indhold

Nyeste