Kjersti Hagen har besluttet sig. Hun vil have sit lange hår klippet af hos frisøren, inden det falder af i totter – som følge af den kemokur, hun som kræftpatient skal i gang med.
Livet her

Kjersti giver sit lange hår væk - i tide

Dagen før sin første kemokur gik Kjersti Hagen til frisør

17. marts 2023 kl. 19:01

SNEDSTED: -Du giver den bare gas!

Kjersti Hagen har besluttet sig.

Hun vil have frisør Lene til at klippe de lange lokker af, inden det er for sent.

Når kemokuren er begyndt, kan håret ikke længere bruges til donation. Og om kort tid vil det alligevel falde af i totter, har hun fået at vide.

Det er ikke mange dage siden, at Kjersti Hagen fra Redsted på Mors fik sin kræftdiagnose, og fra Aalborg Universitetshospital fik hun en liste over forretninger, hvor hun kunne bestille en paryk med tilskud fra den offentlige sygesikring. I Aalborg var der lang ventetid på en paryk, og derfor ringede hun til den nærmeste adresse på listen: Hårguiden i Snedsted.

Her har frisør Lene Møller Hansen siden 1996 arbejdet med parykker og anden hovedbeklædning til kræftpatienter.

Lene Møller Hansen fra Hårguiden måler det afklippede hår og konstaterer, at længden er ok. Hår, der doneres væk til fremstilling af parykker, skal minimum være 23-25 cm langt.

Derfor var hun naturligvis klar, da Kjersti Hagen bad om rådgivning. Men for Lene var det alligevel noget nyt, at kunden var så proaktiv og beslutsom i den tidlige fase af kræftbehandlingen.

Derfor tager hun sig god tid og spørger flere gange Kjersti, om hun er sikker på, at hun vil klippes.

Kjersti, der næsten altid i sit 56-årige liv har været langhåret, erkender, at det er grænseoverskridende at lade håret klippe helt i bund. Men hun kan lide tanken om at tage kontrol over situationen.

-Jeg tænker, det er bedre at komme situationen i forkøbet, i stedet for pludselig at vågne op en dag og være skaldet. I dag vælger jeg selv at få mit hår klippet, siger hun.

Lidt vemodigt er det nu at komme af med det lange, tykke, lækre hår. Heldigvis har Kjersti sin søde og støttende datter, Helene, med i frisørsalonen, hvor de har fået en tid uden for normal åbningstid.

De afprøver flere af salonens parykker, og det giver anledning til både latter og tårer i øjenkrogene.

-Ej, mor, du ligner en politiker. Du får min stemme, lyder det begejstret fra Helene, da Kjersti afprøver en paryk med kastanjerød lød – og hvis længde er lidt kortere end Kjerstis egen hårpragt.

Kjersti Hagen håber at kunne inspirere andre kræftpatienter til at tage valget: at lade sig klippe og donere håret, inden det falder af i totter.

-Hvis du fik klippet dit eget hår sådan, ville jeg også synes, det var en up grade, siger Helene.

Når Kjersti vælger at blive klippet straks, er det ikke kun for at komme det uforudsigelige hårtab i forkøbet. Det er også fordi hun har fået en idé om at donere håret.

Og faktisk er det en sag, som Lene Møller Hansen for kort tid har været i gang med at undersøge, idet hun fandt det etisk problematisk at sende hår til udlandet, hvor man som oftest ikke ved, hvad det bliver brugt til. Og hun har konstateret, at det er falsk reklame, når nogle firmaer siger, at man kan donere sit hår til et familiemedlem eller en veninde, for i virkeligheden skal der normalt 6-8 donationer til for at lave en paryk – afhængigt af tykkelsen af hårpragten.

Lene fra Hårguiden har fundet en parykmager på Sjælland, Lene Lilkær, der efter alt at dømme er den eneste i Danmark, der modtager hårdonationer.

Efter klipningen er håret trimmet helt kort, og Kjersti Hagen studerer resultatet i spejlet.

-Hun laver parykker helt fra bunden – og med naturligt hår. Man kan donere sit hår dertil, og så ved man, hvor det kommer hen. Det synes jeg er et vigtigt budskab at få ud, siger Lene Møller Hansen, der tilbyder sine kunder at sende det donerede hår gratis til den danske parykmager.

Hun tilføjer, at der også er en humanitær organisation i Holland, der modtager donation af hår til kræftsyge børn.

Kjersti Hagen undrer sig over, at der ikke er mere udbredt information om disse muligheder.

-Man kan godt opfordre frisører til at gå mere op i det. Jeg ville ønske, jeg kunne gå ud fra, at min frisør ved sådan noget, siger hun.

Hårguiden har et stort udvalg af parykker – både med menneskehår og syntetisk fremstillet. Og til priser fra 4.000 til 14.000 kroner. Det offentlige tilskud fra sygesikringen rækker ikke til parykker med naturligt hår. Der må man selv betale forskellen.

Efter en god stund mor-datter kvalitetstid har Kjersti valgt "politiker-parykken", og Lene er klar til at klippe.

Heldigvis er Kjerstis hår langt nok til donation, idet kravet er minimum 23 cm.

I samråd med sin datter Helene har Kjersti Hagen valgt den paryk, hun skal gå med de kommende måneder indtil kræftbehandlingen er overstået og hendes eget hår vokser ud igen.

Da frisør Lene lægger bundterne af hår foran spejlet – en efter en – er det naturligvis en følelsesladet situation.

-Det er lidt vemodigt, men jeg vil tænke på hende, der får mit hår. Jeg har jo den trøst, at mit vokser ud igen, siger Kjersti.

Helene gentager, hvad hun har sagt før:

-Du er så sej mor.

Annonceret indhold

Nyeste