Kirsten og Mette med opråb: En bekymrende udvikling er i fuld gang
THY: Kirsten Bloch Ravn og Mette Vandet er begge forkvinder for lokale menighedsråd.
17. september er der menighedsrådsvalg, men der er stort set ingen interesse for at stille op som kandidat til de nye menighedsråd.
Det er en udvikling, der bekymrer de to, som i henholdsvis 12 og 8 år har deltaget i menighedsrådsarbejdet.
- Det er virkelig kritisk nu. Da vi holdt orienteringsmøde i maj, dukkede der ingen op. Vi har annonceret og prøvet at prikke folk på skulderen, men ingen har lyst til at melde sig. Alle medlemmer er på valg, og det er meget få af dem, der har meldt ud, at de ønsker at forsætte, lyder det fra Kirsten Kirsten Bloch Ravn og Mette Vandet.
- Nu prøver vi med et nyt ekstraordinært orienteringsmøde 27. august, hvor man frit kan komme og høre om, hvad menighedsrådsarbejdet går ud på. Og man kan trygt komme uden at blive presset.
De to fortæller, at hvis ikke der kan vælges nye menighedsråd , så vil det betyde, det bliver et menighedsråd uden for deres lokalområde, der kommer til at varetage opgaverne. Og det lokale, engagementet, beslutninger og indflydelse bliver flyttet til et andet sogn.
- Det mener vi ikke er til gavn for os. De arrangementer, som de lokale menighedsråd står for, vil sandsynligvis falde, lyder det fra de to menighedsformænd, som udtaler sig på vegne af alle menighedsrådene i Hansted-Ræhr, Klitmøller og Vigsø sogne.
- Vi kan kun opfordre borgere til at stille op til menighedsrådsarbejdet som er både spændende og udviklende.
Menighedsrådet arbejder med at skabe kirkeliv til gavn for både børn og voksne. Det kan være foredrag, koncerter, kor, spirituelle aktiviteter og børnegudstjenester - alle helgen, fastelavn, kirke og kødsovs.
Desuden er menighedsrådet arbejdsgiver for personalet, og fører tilsyn med bygningerne, det vurderer hvad der skal laves og lægger budget/søger midler til det (i samråd med ekstern regnskabsfører).
- Nu håber vi, at borgere vil komme til orienteringsmøderne, og at der melder sig borgere, som vil have en kirke i Hansted-Klitmøller-Ræhr-Vigsø, lyder det fra de to formænd.
Mette Vandet stopper efter 12 år, og om Kirsten Bloch Ravn vil fortsætte afhænger af, om der bliver en god velfungerende bestyrelse i Hanstholm-Ræhr.
Antallet af medlemmer i de tre Hanstholm-Ræhr menighedsråd består af syv medlemmer(5 fra Hanstholm og to fra Ræhr).
I Vigsø er det fem medlemmer der skal vælges og i Klitmøller fem.
Orienteringsmøderne 27. august kl. 19.00 afholdes i Hanstholm Kirkecenter og i Klitmøller Sognehus. Her er alle meget velkomne.