Kirken og korshæren klar med ferietilbud for familier

13. juni 2022 kl. 16.12

THISTED: Thisted Kirke og Kirkens Korshærs børne- og familiearbejde står sammen om et ferietilbud for voksne og børn med behov for lidt hjælp til en god ferieoplevelse.

Projektet hedder ”Ferie og Fællesskab” og så dagens lys sidste sommer i begyndelsen af juli.

Organisationen er varetaget af kirke-og kulturmedarbejder Margrethe Højlund og leder af familiearbejdet i Kirkens Korshær Thisted, Rikke Frank.

I år står den på organisering af en to-dages sheltertur til Nordmors, under komfortable forhold hvor vi kan sove indendørs og lave mad indendørs hvis vejret er for dårligt.

Man skal deltage alle tre dage 4., 5. og 6. juli og det er gratis.

Man bliver tilmeldt efter samtale og møde med Rikke Frank (mobil 2139 3096), der kan træffes i Kirkens Korshærs klublokaler for familiearbejdet, Vestergade 28.

Der er et begrænset antal pladser, så det er en god idé at kontakte Rikke Frank hurtigst muligt hvis man er interesseret.

Temaet i år er naturen, og hvordan vi kan bruge den til en god oplevelse mellem forældre og børn, også uden at det er alt for besværligt og dyrt.

- Vi vil gerne engagere deltagerne i planlægning af aktiviteter og indkøb, og det skal en del af mandagen gå med. Den foregår i Thisted. Stedet for vores tur er shelterpladsen ved Skarregaard, og der vil blive mulighed for besøg på Fossil- og Molermuseet, badetur, skattejagt i naturen, snobrød om aftenen, m.m., siger Margrethe Højlund.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste