Formanden for Sjørring Idræts & Kulturcenter, Kaj Bager Kristensen (tv.) modtog forleden pengene fra Spar-købmand Henrik Poulsen. Privatfoto
KFI-penge til Sjørring Kulturcenter
SJØRRING: Spar-købmanden i Sjørring, Henrik Poulsen, har netop overrakt 25.000 kroner til Sjørring Idræts & Kulturcenter.
Pengene stammer fra købmandsfonden KFI, som Henrik Poulsen kan søge midler fra en gang om året.
- Kulturcentret har været udfordret på gasregningen til opvarmningen af deres svømmehal. Så pengene er øremærket til svømmehallens høje gasregning, siger Henrik Poulsen.
I de tidligere år har Sjørring-købmanden støttet bl.a. gymnastikforeningen, børnehaven og Søskrænten i byen.