Kampvalg i Landboforeningen Limfjord
I den ny bestyrelse er Mors repræsenteret ved Niels Holger Rosendahl fra Alsted og Sejr Bisgaard fra Lødderup
SKIVE: Dette års generalforsamling i Landboforeningen Limfjord var lidt usædvanlig. Man startede med det store pølseord, hvorefter formand Lars Kristensen, Frederiks, bød velkommen til selve den ordinære generalforsamling, fremgår det af en pressemeddelelse. Men i stedet for den klassiske formandsberetning, var det i år hele bestyrelsen, der aflagde beretning. Efter formandens indledning overtog bestyrelsesmedlemmerne på skift talerstolen for at fortælle om netop deres arbejdsområde.
Under valgene var der i år kampvalg om bestyrelsesposterne. Bestyrelsen har siden Claus Clausen trådte ud af bestyrelsen efter generalforsamlingen i fjor kørt med et medlem mindre end normalt, og Chresten Christensen ønskede ikke genvalg. Så der skulle findes to ny medlemmer til bestyrelsen. Nyvalgt blev Kristian Abildgaard, Vile, og Søren Bak Andersen, Rødding. Førstesuppleant blev Flemming Jørgensen, Kjeldbjerg, og andensuppleant Margit Døssing, Højslev. Bestyrelsen har senere konstitueret sig med Lars Kristensen, Frederiks, som formand og Niels Holger Nordendahl, Alsted Mors, som næstformand.
Udover formand og næstformand har bestyrelsen for Landboforeningen Limfjord efter generalforsamlingen konstitueret sig som følger: Kvæg: Førstetalsmand Jesper Thomsen, Lyby, og andentalsmand Kristian Abildgaard, Vile. Svin: Førstetalsmand Carsten Boye Jensen, Kobberup, og andentalsmand Charlotte Gosvig, Lille Thorum. Planter: Førstetalsmand Casper Kabel Rasmussen, Rønbjerg, og andentalsmand Kristian Boel Østergaard, Lyby. Øvrige bestyrelsesmedlemmer er Malene Sevelsted, Hem, Sejr Bisgaard, Lødderup Mors, og Søren Bak Andersen, Rødding.
Bestyrelsen for rådgivningsselskabet Landbo Limfjord består af Lars Kristensen, formand, Niels Holger Nordendahl, næstformand, de tre førstetalsmænd for kvæg, svin og planter samt medarbejderrepræsentant Mette Berntsen.