Kampgejst, kampråb og teamspirit til den helt store guldmedalje
NYKØBING: Onsdag 7. december blev første del af bibliotekernes landsdækkende quiz; Smart Parat Svar, afholdt på Morsø Folkebibliotek.
Alle landets 6. klasser er inviteret med i quizzen, og den indledende finale var et stort hit.
Det var øens 6. klasser der var inviteret, og på dagen kom alle fire 6. klasser fra Dueholmskolen og quizzede mod hinanden.
Der var kampgejst, kampråb og teamspirit til den helt store guldmedalje. Kategorierne i år gemte på alt fra Harry Potter, flag, ferskvandsfisk og Europæiske Fodboldspillere.
Formålet med bibliotekernes quiz er, at få hele klassen på banen.
Udover de fem quizzende elever fra hver klasse, skal der nemlig produceres kampråb, bannere og lægges en god strategi.
Alle fra klassen har således en funktion og et formål i quizzen, og der er plads til alle.
Det er fantastisk at se hvordan de børn der er super gode i e-sport, ivrige fantasy-læsere eller bold-nørden alle kan bidrage med noget. Der er brug for alle erfaringer i sådan en quiz, og derfor er det vigtigt at holdene er velovervejet og fra alle trin i klassen.
Vinderklassen, som blev 6. A fra Dueholmskolen, skal en tur til Aalborg 11. januar og møde de andre nordjyske mestre i den regionale finale.
Går klassen også videre denne dag, skal de med i den nationale finale, som livestreames og afholdes d. 1. februar, hvor den helt store præmie er på spil.
Vinderklassens klasselærer skrev således efter kampdagen:
"Tusind tak for et fantastisk arrangement i dag. Vi voksne har snakket om, at vi var meget imponerede af de flotte rammer og den profesionelle ånd, som herskede under dysten. Vi havde ene glade børn med hjem, som syntes, at det havde været nogle sjove og underholdende timer - også selvom man ikke vandt".