Julemanden tabte huen og gav high-fives til hundredvis af børn

04. december 2023 kl. 16.01

Klokken 15.25 ankom julemanden med skib til Thisted Havn. Nøjagtigt som han har gjort i mange år. Og igen trak den hyggelige tradition med optog og julemanden til toppen af det store træ tusinder til torv og gader.

Med spejdere foran “gled” julemanden på sin kane op gennem Storegade og til Store Torv.
Med ho-ho-ho, “highfives” og karameller hilste han på de mange der glade børn og voksne på vejen op til det kæmpe juletræ som skulle tændes.

Som sædvanlig var Thisteds brandfolk fra Beredskab Nordjylland og stigevogn på pletten og stod klar til at sende ham til vejrs.

Efter et par julesange og festlig julemusik af FDF-orkesteret steg julemanden op mod stjerne i toppen, mens han sendte kaskader af karameller ud over de anslåede et par tusind thyboer, der havde fundet vej til Thisteds centrum denne kolde og snedækkede søndag eftermiddag.

Godt nede på jorden igen mødte julemanden, med sin tunge sæk af karameller, de ventende børn. De flokkedes tæt med den hvidskæggede gamle mand, der lidt overraskende havde gråt overskæg.

Nogle vidste ikke, at han hed “julemand”. De råbte underligt “Ejgil” til ham. I kampens hede tabte han sin hue og afslørede en imponerende hvid hårpragt.

Efter et par sange mere og en opfordring til at handle lokalt i byens butikker, rejste julemanden videre.

Alle andre gik hjem, gumlende på karameller og i et julehumør, der havde fået et godt nøk opad.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste