Julemanden satte Lyngs på den anden ende

08. december 2021 kl. 07.52

Julemanden havde sovet siden sidste jul i toppen af den gamle mølle i Lyngs, men d. 5. december kl. 13 var det slut, da en masse børn klatrede op ad stigen til toppen af møllen hvor der blev banket på døren og råbt at nu måtte det være ved tiden hvor han skulle gøre sig klar til julen.

Det lød i hvert fald som om både han og nissemor havde sovet dybt det seneste år, med en del gaberi og de strakte sig gevaldig,- men op det kom både ham og nissemor. Efter julemanden og nissemor var kommet ned ad stigen, fik han en snak med de skønne børn, som med deres forældre var mødt op, og da juletræet var tændt, var det nærliggende, at julemanden opfordrede til en dans om træet, hvor man samtidig sang ”Højt fra træets grønne top” og ”Glade jul”.

Nu var julemanden virkelig blevet vågen, og så skulle der mere fart på. Der blev herefter løbet rundt om træet til sangen ”Nu’ det jul igen”. Så var det blevet tid, hvor julemanden åbnede sin store sæk, hvorfra han delte poser med lækkert slik ud til børnene. Så gik turen til etagen under, hvor der blev serveret kaffe, brunkager og pebernødder samt kolde drikke til børnene. Men! men! Det var ikke slut endnu med julemandens rundhåndethed. Her bad han børnene om at finde en sæk, som havde været væk siden sidste jul. Det lykkedes, og i den var der gaver til børnene.

Så gik turen til ”Kulturen” hvor der ventede lækre æbleskiver, gløgg m.m. Der var tombola med masser af flotte gevinster, og havde man ikke en juledekoration, så var muligheden der for at købe en til bordet derhjemme. Over 30 var mødt frem i møllen og endnu flere i ”Kulturen”.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste