Julemærkemarchen går virtuel
Nykøbings Julemærkemarch finder sted 6. december under overskriften ”Vi går sammen - men hver for sig!”
NYKØBING: Covid-19 udfordrer den landsdækkende event, Julemærkemarchen, der bliver noget anderledes end de foregående 43 år.
- Julemærkemarchen bliver virtuel i år, så alle kan fortsat tilmelde sig og give sit bidrag til Julemærkehjemmene, men vi går altså en tryg og sikker Julemærketur hver for sig. Vi er en lille frivillig forening, med et vigtig formål. Vores startsteder bliver drevet af frivillige, og vi tager derfor ingen chancer, hverken overfor vores frivillige eller de mange lokale, som mødes den første søndag i december, for at markere deres støtte til Julemærkebørnene, siger Lisbeth Nielsen fra Morsø Fodslaw.
Foreningens udfordring bliver nu at få alle deltagere til at hoppe med på den virtuelle løsning og finde frem til Morsø Fodslaws ”virtuelle startsted”, på hjemmesiden www.julemaerkemarchen.dk.
- Her tilmelder man sig det virtuelle arrangement, betaler sit bidrag, køber julemærkemarch-medaljer og alle de andre ting, som man normalt ellers ville gøre på dagen, når man besøgte vores startsted. I stedet får man nu mulighed for at få sendt sin bestilling hjem til sin privat adresse, siger Lisbeth Nielsen.
Hos Morsø Fodslaw, som starter fra Multihuset, Spurvevej 4, Nykøbing bliver det stadig muligt at komme forbi for at hente bestilte varer, aflevere en donation eller købe nogle få af Julemærkemarchens varer.
- Men her vil der selvfølgelig skulle overholdes alle de forholdsregler, der er givet vedrørende corona, som i en anden butik. Vi vil stå ude med vores startsted på P-pladsen eller i et telt, hvor vi vil være fra kl. 8.30 til kl. 10. Samtidig med man køber sit startkort, vil man få udleveret eventuelt medalje og stempel til din vandrebog. Vi har lavet ruteskitser, hvis man ønsker det. Der opsættes ingen ruter - man må selv gå en tur enten ens egen tur, eller efter vores ruteskitse, siger Lisbeth Nielsen.
Julemærkemarchens bestyrelse frygter helt naturligt, at coronaen vil gøre det svært at rejse de 1,46 millioner kroner på landsplan, som Julemærkemarchen sidste år kunne donere til Julemærkehjemmene.
- Så i år er det vigtigere end nogensinde, at danskerne bakker op om vores event og at vi får samlet så mange penge ind til Julemærkefonden, som muligt, understreger formand Birthe Juul.
Corona eller ej. Julemærkehjemmene har brug for hvert eneste bidrag.
Sidste år deltog 18.000 motionister i Julemærkemarchen, der holdes 68 steder i landet.