Julekalender på vej ud på Mors
Y’s Men’s Klub i Nykøbing er på banen med salg
MORS: Y’s Men’s Klub i Nykøbing er igen i år med i de danske Y’s Men’s Klubbers landsdækkende salg af julekalendere.
Det oplyser Jørgen Johnsen fra Y’s Men’s Klub i Nykøbing.
Det er 40. gang i træk, at Y’s Men’s klubberne er på banen med julekalendersalget, der bidrager til den sociale og humanitære indsats i ind- og udland.
Kalenderen har farverige karikaturtegninger af kendte danskere med kongehuset i spidsen tegnet af Annette Carlsen, som er kendt for satiretegninger, der bringer smilet frem.
Køber man kalenderen, har man hver dag i december chancen for at vinde et gavekort på 200 kroner, når man åbner dagens låge. Desuden kan man deltage i lodtrækningen om 10 ekstra gevinster ved at gætte en kendt julesang. Den samlede gevinstsum er på 125.000 kroner.
Kalenderen bliver solgt i omkring 50.000 eksemplarer, og den sælges med hjælp fra de uniformerede korps, skoler og idrætsforeninger, som derved også får mulighed for at tjene en skilling til deres forening.
- Hvis man ikke selv er blandt vinderne, så er der gevinst på den måde, at man støtter fattige og nødlidende i verden, lyder det fra Y’s Men’s Klub.