Jubilæumsfest hænger i en tynd tråd
NYKØBING: Morsø Turistforening bliver måske nødt til at aflyse deres annoncerede 100-års fødselsdagsfest med spisning og musik i det store festtelt, som stilles op på havnen i forbindelse med Limfjorden Rundt.
Foreningen har annonceret en stor fest fredag den 13. september klokken 18-00 i teltet med spisning og musik. Menuen står på helstegt pattegris med flødekartofler. Og underholdningen står Michael, Jens og Hans Jacob fra Trio 413 for.
Måske. For det kniber med tilmeldinger.
- Teltet bliver sat op i forbindelse med årets Limfjorden Rundt, som afvikles i Nykøbing den 12. september. Så før vi piller det store telt ned, er vores plan at markere Morsø Turistforenings 100-års jubilæum med en fest for alle, som har lyst til at feste med os, siger Turistchef Bente Kristensen.
Men gratis er det ikke at deltage, så Morsø Turistbureau/Visit Mors skal senest på fredag den 6. september have de sidste tilmeldinger.
- Vi har indtil nu fået alt for få tilmeldinger til at kunne arrangere festen, som vi har planlagt. Vi skal have solgt mindst 100 madbilletter inden på fredag. Men som det ser ud nu, er der et langt stykke vej op til de 100 tilmeldinger, siger Bente.
Så kommer der i løbet af de næste par dage ikke gang i tilmeldingerne, så bliver festen aflyst.
- Vi markerede jo dagen med stor reception og festligheder ved turistbureauet i gågaden på den officielle dag for Morsø Turistforenings 100-års jubilæum den 7. maj tidligere på året. Og det blev en rigtig god dag, siger Bente, der dog synes det er ærgerligt at festen på havnen den 13. september ser ud til at blive aflyst.