Jonah Blacksmith tog hjemmebanen med storm - bandet siger stor tak til Thy
THISTED: - Den mest fantastiske oplevelse jeg har haft længe. Fantastisk musik, men samtidig også meget følelsesladet. Det var virkelig rørende, lyder en af de mange positive kommentarer efter Jonah Blacksmiths totaludsolgte film-koncert i Thyhallen lørdag.
En anden lyder:
- Jeg er blæst helt bagover. Vi var virkelig indblandet i fortælling og følelser her. Det var samskabelse på højt plan.
Det 100 minutter lange show på hjemmebanen i Thy var første filmkoncert ud af 18 for bandet den næste halvanden måned ud over hele landet.
Dermed var lørdagens koncert også den første rigtige test af Thy-bandets tredje udgave af film-koncerter.
Filmkoncerten blev spillet foran et publikum på 1650 i en længe udsolgt Thy Hallen.
Begejstringen var ikke kun til at føle fra publikum, der flere gange kvitterede med stående bifald og fællessang.
Også Jonah Blacksmith har den bedste følelse efter lørdagen i Thy Hallen.
Den bedste start vi kunne ønske os
- Det var den bedste start, vi kunne ønske på vores film-koncert-turne. Lørdagen i Thy giver os selvtillid og ro i maven. Vi kunne mærke den gode god stemning. Og vi holdt øje med folks reaktioner, for det er noget helt andet at lave en film-koncert, end at lave en koncert, hvor der “bare “ er gang i den hele tiden. For selv om vi elsker at udfordre os selv med vores nu tredje film-koncert, så er det da altid med lidt uro i maven, at den skal præsenteres for første gang, siger Thomas Alstrup, der sammen med sin bror Simon udgør bandet Jonah Blacksmith.
De var spændte på, hvordan publikum ville modtage deres fortælling med tunge emner som kristendom, depression og indvandring.
-Vi vil være ærlige med vores film. Men heldigvis - vi mærkede at det hele spillede, lyder det fra Thomas Alstrup.
- Formatet er jo anderledes, og det kræver selvtillid. Men vi synes, det er fedt at turde gå linen ud og også tale om tunge emner. Derfor er det med stor spænding for os at opleve, hvor tager folk imod det - det at se os på en anden måde end ved en almindelig koncert. Vi følte stemningen efter. Var der stille på de rigtige steder? Alle i bandet havde den bedste følelse efter koncerten. Det kunne vi ikke have gjort bedre, var vi enige om. Folk i Thy kendetegnes jo ved, at bliver det lidt for tæt på, vil man gerne lave lidt sjov med det, siger Thomas Alstrup.
- Sådan er vi også. Derfor er vores film bygget op omkring alvorlige emner, der betyder noget for os. Men også, at det alvorlige altid følges af humor og hjertevarme.
Det var huleme godt at se
De fornemmede, at det virkede.
- Vi fik den respons, vi havde håbet på. Det var huleme godt at se, at det virkede, lyder det fra den ene af de to Alstrup-brødre.
- Vi har valgt at se filmen sammen med publikum. Derfor bliver vi på scenen under filmen. Det skal være en fælles oplevelse, som vi har sammen med publikum. Vi vil gerne grine med publikum – men også være med, når det er rørende og hjertevarmt. Filmkoncerterne er en særlig ting vi har sammen med vores publikum. Noget som kun kan opleves live, siger Thomas Alstrup.
Film-koncerter bliver ikke noget der kan købes, eller som kan ses på DR.
- Det må gerne være noget, hvor man kan sige, at man var med og oplevede det selv. Noget som publikum og vi sammen kan gemme i bevidstheden. Nu bliver det spændende at opleve responsen i resten af Danmark. Men så siger vi: virker det i Thy – så skal det nok gå i resten af Danmark. Vi kan i hvert fald leve længe på vores koncert i Thy. Så tak til Thy, siger Thomas Alstrup.