Billede beskrivelse

Johan Olsen og Pligten Kalder sparkede Musikteateret i gang

09. februar 2022 kl. 08.42
Opdateret kl. 09.08

Efter to år hvor det har været mere end besværligt at være koncertarrangør, har normale tilstande nu indfundet sig hos Thys største musik og eventsted: Thisted Musikteater. Nu er der et fuldt program at shoppe kulturoplevelser i.

Fredag var det første navn, Pligten Kalder, på scenen. Det anarkistiske, uforudsigelige og skæve hyggeband med især de to personligheder Torben Steno og Johan Olsen trak et publikum på 80 til den gamle teatersal.

To umulige år

En koncertsæsonstart som leder af Thisted Musikteater Chris Poulsen er helt tilfreds med.

- Bare det at være i gang er en fornøjelse. Vi har nu gennem to år bestræbt os på det umulige. Men har alt for ofte måttet aflyse og udskyde arrangementer. Andreas Bo´s show alene - har vi måttet udskyde fem gange (Andreas Bos forestilling er nu 20. august 2022. red.)

- Men nu vi tilbage på fuld kraft, og håber at publikum også er klar til at komme ud og opleve musik og kultur igen, lyder det fra Chris Poulsen, der har præsenteret husets kalender med 21 arrangementer frem til 22. april.

Opråb til publikum

Opfordringen fra Chris Poulsen er nu til det publikum, der har måttet undvære så meget i næsten to år: skynd jer at bestille billet - vent ikke.

Kom ned og opleve noget god musik, standup, teater og foredrag - for nu er det sikkert at det bliver gennemført.

Flere populære arrangementer er i øvrigt udsolgt eller tæt på at være det.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste