Billede beskrivelse

Jørgen Kjærgaard fortæller om K. L. Aastrup

Sidste arrangement i denne sæson i Sydthy Kirkehøjskole

07. marts 2020 kl. 14.14

Sydthy Kirkehøjskoles sidste arrangement i dette forår er et foredrag torsdag aften 12. marts i Harring-Stagstrup Kirkecenter i Stagstrup, og det han dler om salmeprædikanten K. L. Aastrup (1899-1980) ved Jørgen Kjærgaard, Lyngby, tidligere sognepræst i Vestervig og Agger og nuværende stiftskonsulent i salme- og gudstjenestepraksis, lektor i liturgi og hymnologi ved Vestervig Kirkemusikskole samt adjungeret professor i salme- og kirkehistorie ved Aarhus Universitet.

Karl Laurids Aastrup, der var født og opvokset i Vestjylland, blev teologisk kandidat 1923, men var allerede 1920 debuteret som forfatter med digtsamlingen ”Lyng”, ligesom han var i redaktionen for tidsskriftet Klinte.

Det første embede som præst fik han i Husby og Sdr. Nissum, og her begyndte han at skrive salmer, præget af Tidehverv. 1940 blev han provst i Ulfborg og Hind Herreders Provsti, men var under den tyske besættelse med i modstandsbevægelsen og måtte opholde sig i Sverige 1944-45, hvor han var præst for både den danske brigade og danske flygtninge som ham selv, og her udgav han Salmebog for Den Danske Kirke i Sverige. Efter krigen var han domprovst i Odense til 1967.

Fra 1953 var Aastrup repræsenteret i Den Danske Salmebog med fire salmer og en oversættelse, og i alt 21 salmer kendes fra hans hånd.

Undervejs synges nogle af Aastrups salmer, og aftenen slutter med andagt i Stagstrup Kirke.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste