Jacob sørger for skarpe knive i Thisted
Skærsliberen.dk har fået thyboen Jacob Busted ombord
THISTED: Der er håb for folk i Thisted, der ikke har de skarpeste knive i skuffen.
Her i februar slog onlineplatformen Skærsliberen.dk nemlig dørene op, så alle i Thisted kan få skarpe knive uden at løfte en finger.
Skærsliberen.dk er et nyt koncept, der skal løse et problem, der findes hos alle amatør og professionelle kokke i Danmark, nemlig slibning af knive.
Platformen får lokale skærslibere koblet op til at servicere netop deres eget område.
Det nyeste tiltag er nu, at Skærsliberen.dk samarbejder med den lokale thistedbo Jacob Busted som til daglig arbejder i en institution under Thisted Kommune.
Han vil flere dage om ugen være at finde i hele Thisted.
- De seneste år har Danmark oplevet et væsentligt fald i fuldtids skærslibere, og vi ser i dag kun en håndfuld skærslibere i et mere eller mindre professionelt set up. Vi ønsker derfor at finde nye dygtige lokale håndværkere med hænderne skruet rigtigt på, og matche disse udbydere med de mange millioner køkkener, der findes i Danmark. Vi er sat i verden for at gøre det let og håndterbart for både de nye skærslibere og kunderne, oplyser partner hos Skærsliberen.dk, Anders W. Pedersen.
Lige nu bliver Skærsliberen.dk konceptet rullet ud i hele Region Nordjylland, og nu vil den erfarne knivsliber Jacob Busted servicere alle kunderne i Thisted - og på sigt - omegn.
- Jeg tilbyder slibning af alle slags knive, samt de fleste skærende værktøjer. Dine knive vil blive slebet professionelt ude hos dig, så du hurtigt kan komme videre med dit arbejde. Simpelthen bare professionel slibning, polering og strygning af dine knive på speciel værktøj, siger Jacob Busted.
De første bookinger er allerede begyndt at komme Jacob Busteds vej via hjemmesiden Skærsliberen.dk.