Billede beskrivelse

Ingen plastic og kemikalier: Millioner af grønne spiseæsker er på vej fra Thy

Opfinder fra Nors er meget optimistisk med sit langvarige miljøvenlige projekt, som nu for alvor er i fremgang

08. oktober 2022 kl. 12.00

Cathrine Madsen, der går i 9. klasse på Thingstrup Skole, har netop været i praktik som journalist hos Lone Lærke Krog, der driver kommunikationsbureauet Lone Lærke. Lone Krog har været sammen med Cathrine Madsen på besøg hos Easy Eating i Nors. Og det har Cathrine Jensen fået denne artikel ud af, som hun også har taget fotos til.

Af Cathrine Madsen

NORS: - Vi kommer til at lave millioner af popcornæsker, fortæller Oluf Immersen.

Han skridter rundt mellem stakkevis af brune papæsker, den nyerhvervede stansemaskine og lime maskiner i det spritnye fabriksareal, på Håndværkervej 7 i Nors.

Oluf Immersen er ejer og direktør for virksomheden Easy Eating, der lige før sommerferien er flyttet i nye lokaler, hvor der er fem gange så meget plads som på hans gamle adresse, Trykkeriet Friheden.

Lagerhallen i det nordlige Nors har tonsvis af miljøvenligt emballage lige fra kageæsker til Pommes Frites-bakker og “multi æsker”.

Easy Eating er fødevareemballage, der udelukker plastik og kemikalier.

Virksomheden med i alt otte ansatte arbejder hver dag på at gøre de miljøvenlige spiseæsker klar til levering.

Fortsat udvikling

Easy Eating har været længe undervejs. Det var i 2018, at ideen kom til den 60 årige trykker fra Nors. Oluf Immersens engagement i spiseæskerne har i perioder været tilsidesat, men er igen fokuspunktet for thyboen.

Easy Eating har aftaler om at levere flere millioner spiseæsker til emballage-grossisterne MultiLine, GS Supply og Stadsing - blandt andet 15 millioner pølsebakker samt 200.000 kageæsker til emballageforhandleren Antalis.

Derfor forventer Oluf Immersen at købe to nye limemaskiner indenfor nærmeste fremtid, så der kan komme endnu mere fart på produktionen.

Så der bliver arbejdet på højtryk i den lille by i Nordthy.

Konkurrenter

Easy Eating har få konkurrenter på landsplan, da der kun er to andre firmaer i Danmark, der producerer stabelbare æsker.

På grund af inflationen er Easy Eating blevet i stand til at konkurrere med både Kina og Tyrkiet på det danske marked for spiseæsker.

- Mange kunder vil gerne have noget, der er lavet i Danmark, så transport byrden ikke er så stor, men det er også en fordel at samarbejde med virksomheder, som er dansktalende, siger Oluf Immersen.

Han tilføjer, at han har mulighed for at designe æsker efter kundernes særlige ønsker, fordi han netop er opfinder typen.

Fremtiden

Efter produktionen er rykket i nye lokaler, ser Oluf Immersen meget lyst på fremtiden og fornemmer, at Easy Eating bliver en succes.

- Jeg er meget optimistisk, lyder det fra direktøren Oluf Immersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste