Ingen Kulturekspres i år

Som plaster på såret er der teater og musik i sognene i uge 41

23. juni 2020 kl. 08.15
Opdateret kl. 15.05

SYDTHY: Repræsentantskabet for Kulturekspressen i Sydthy har på sit seneste møde besluttet at aflyse Kulturekspressen i år og udskyde aktiviteterne til 2021.

Samtlige repræsentanter gav på mødet udtryk for, at coronasituationen gjorde udskydelsen nødvendig.

- Det ville også være en ringe reklameværdi for kunstnerne. Vi skulle jo have valgt "Årets kunstner" og årets "Sydthyvin" allerede i foråret. Så det gav ingen mening med en halv Kulturekspres, siger formand Grete Johansen, Agger.

Kulturekspressen blev startet i Hurup i 1995. Så egentlig ville foreningen have fejret 25-års-jubilæum i år. Men det kan man nå at fejre næste år.

- Vi kan stadig afholde 25-års-jubilæum. Sognene kom med i 1996 - så det bliver sognenes 25-års-jubilæumsår i 2021, siger Grethe Johansen.

Hun tilføjer, at man i øjeblikket arbejder på at få udskudt den indgåede aftale om kirkekoncerten i Vestervig. Også den indgåede aftale med Sydthy Kunstforening om afholdelse af foredragsaften udskydes.

Bugge og Landsby Teatret

For ikke at lade 2020 gå uden nogen form for aktivitet har foreningen som opvarmning til sognenes jubilæum i 2021 valgt at indgå et samarbejde med Landsbyteatret om opførelse af forestillinger med mad, drikkevarer og musik ved Kristian Bugge.

- Dette vil ske i de sydlige sogne i Thy i uge 41. Vi har netop valgt uge 41, da det ikke skal forveksles med Kulturekspressen, der jo finder sted i efterårsferien, i uge 42. Afviklingen af disse arrangementer sker i samarbejde med sognenes foreningsliv, siger Grete Johansen.

Hvilke sogne i den gamle Sydthy Kommune, der kommer med, er dog endnu ikke helt kommet på plads.

- I løbet af de næste par måneder vil Kulturekspressen være kontakt led mellem foreninger og Landsbyteatret, og der kommer en plan, oplyser Grete Johansen.

Tirsdag aften 12. januar indledes 2021 med Kulturekspressens ordinære møde, bl. a. med valg af årets kunstner og en plan for året.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste