Indvielse: Børnene væltede ind på ny legeplads
VILSUND: Der var langt flere, end søsportsklubben og borgerforeningen havde turdet håbe på.
Altså børn.
Men det flotte solskinsvejr i kombination med efterårsferie var nok medvirkende faktorer tirsdag formiddag, hvor Vildsund officielt åbnede for den nye legeplads på havnen.
- Det er rørende at se så stort et fremmøde. Det er langt større end vi havde turdet håbe på, sagde formanden for søsportsklubben Leif Noppenau i sin velkomst, mens han skuede ud over de forsamlede børn med bedsteforældre, forældre og pædagoger fra Børnehuset.
Flere end hundrede var mødt frem, og da den lokale ”kultur- og fritidsminister”, Torben Overgaard, havde klippet den røde snor, væltede børnene ind på legepladsen med bedsteforældre, forældre og pædagoger løbende efter.
Og at dømme på børnenes glade smil og jublende udbrud, bliver legepladsen et stort aktiv for byen.
- Det er jeg også overbevist om, at den bliver. Men ikke kun for børnene i Vildsund og omegn. Jeg tror også den bliver et stort aktiv i forhold til at tiltrække gæster til vores by, sagde Leif Noppenau.
Firmaet Lekolar har bygget legepladsen over et maritimt tema med legeredskaber og læringsborde, der knytter legen sammen med den omkringliggende fjord, men også med formidling og læring om den stedbundne natur, vandet, dyrelivet og Vildsund.
Formidling og læring skal nok komme på et senere tidspunkt.
På indvielsesdagen var børnene mest optaget af at klatre rundt på og inde i den store havørred, men også på det store skib med blandt andet klatrereb og rutsjebaner.
Rig onkel fra Amerika
Legepladsen har kostet knap halvanden million kroner, hvor Nordea Fonden har støttet med millionen. Resten har de utrættelige frivillige i borgerforeningen og søsportsklubben selv skrabet sammen med overskud fra markedet og et bankospil.
- Alligevel nåede vi ikke helt i mål, så de sidste penge har borgerforeningen og søsportsklubben lagt ud, så vi i dag kan indvie den nye og flotte legeplads. Men skulle der være nogen blandt de forsamlede, der har en rig onkel i Amerika, så hører vi gerne fra jer, smilede Leif Noppenau.
I omegnen af 100.000 kroner har de to foreninger, der står bag realiseringen af legepladsen, ”lånt” ud.
- Dem håber vi at få hjem på et senere tidspunkt. Og så har vi desuden nogle små tilføjelser til legepladsen på vores ønskeliste. Blandt andet vil vi gerne have en anden afskærmning end de betonklodser, vi har lånt for at forhindre biler i at komme for tæt på. Og så vil vi gerne have en fotoramme til selfies i enden ud mod fjorden og broen. Så kan besøgende tage selfies og hashtagge legepladsen og Vildsund og på den måde være med til at udbrede kendskabet til vores by, sagde Leif Noppenau.