Indbrudstyv med dyr smag: Stjal designermøbler for 50.000 kr.
VORUPØR: Får du tilbudt en billig 7'er stol, eller ser du en fristende pris på en Y-stol, så kan der være god grund til at tage sig i agt.
Mellem 8. maj og 23. maj har der nemlig været ubudne gæster i et sommerhus på Vesterhavsgade i Vorupør.
Tyvene har opbrudt et vindue i husets bryggers og har herefter stjålet otte grønne 7'er stole og seks Y-stole.
Det stjålne udgør en samlet værdi på 50.000 kr., oplyser lokalpolitiet i Thisted.
Husets ejer er bosiddende i Silkeborg.