I march fra Spurvevej

julemærkemarch: Igen i år lokalt arrangement

12. november 2018 kl. 10.22

- Vi håber, rigtig mange vil komme og støtte en god sag. Her er plads til både vandrere og løbere, familier, og man må også gerne tage hunden med i snor. Jo flere deltagere, jo flere penge kan vi samle ind til Julemærkehjemmene.

Sådan lyder det fra koordinator i Morsø Fodslaw, Lisbeth M. Nielsen, der fortæller, at årets julemærkemarch i Nykøbing afholdes den første søndag i december.

- I januar fik vi i Morsø Fodslaw tilbuddet om at overtage Julemærkemarchen, da vores lokale postforening ikke mente, de mere havde muligheden for at gennemfører turen. Vi tog imod udfordringen, for det ville da være trist, der ikke længere var et startsted her i området, som dækker både Morsø og Thisted Kommuner, siger Lisbeth M. Nielsen.

Startstedet er i år flyttet til Multihuset, Spurvevej 2, Nykøbing, hvor man kan starte ud først på formiddagen og vælge afmærkede ruter på enten fem eller 10 km.

Der er mulighed for at deltage som hold, og alle hold på mindst 10 personer modtager Julemærkemarchens holdplakette. Der er holdpræmier til de to største hold i kategorierne skole-/ungdomshold, firmahold og idræts-/vandreklubber.

Alle hold skal forudtilmeldes inden 15. november på www.julemærkemarchen.dk

Overskud fra turen og rastepladser går til Julemærkefonden, som driver de fem Julemærkehjem i Danmark. . I 2017 var der 16.800 deltagere på Julemærkemarchen og det blev til et rekordoverskud på 1.315.000 kr. som blev overrakt til Julemærkefonden. Det var 13 procent mere end i 2016.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste