”Krysantemum”, der spiller i Thy, er Christian Bengtsons spillefilmsdebut. Privatfoto
Livet her

Hvem har lyst til at blive filmstjerne?

Christian Bengtsons kommende spillefilm ”Krysantemum” bliver optaget i Thy og mangler lokale ansigter til store og små roller

23. februar 2021 kl. 10:17

THY: Filmselskabet Hyæne Film går snart i gang med optagelsen af spillefilmen ”Krysantemum”, der foregår i Thy.

Alle optagelserne finder sted i Thy i løbet af marts og april, og filmen er støttet af Den Vestdanske Filmpulje som har gjort det muligt for filmselskabet at lave alle optagelser i Nordjylland.

Filmen er skrevet og instrueret af Christian Bengtson, der er uddannet fra Den Danske Filmskole på manuskriptlinjen 2019. Han er født og opvokset i Thy.

Hovedrollerne spilles af Morten Hee Andersen, Karen Lise Mynster og Henrik Birch.

”Krysantemum” er et familiedrama om den unge mand Anders, der driver ulovligt salg af fyrværkeri i sin fritid. Han har ikke talt med sin far Thomas i årevis på grund af en familietragedie, der rev dem fra hinanden, men nu er de tvunget til en genforening, hvis fødegården skal reddes. Det bliver startskuddet på en nervepirrende og bevægende fortælling om en familie, som igennem ulovlig transport og salg af livsfarligt fyrværkeri omsider får mulighed for at finde ud af mørket og måske finde tilgivelse… men tør de gribe chancen og kan de nå det i tide?

Søger lokale ansigter

Hyæne Film leder efter lokale ansigter, der har mod på at medvirke i både små og større roller i filmen.

- Vi vil meget gerne opfordre thyboerne til at sende lidt information og dem selv, samt et billede til casting@hyaenefilm.dk. Vi leder efter børn, mænd og kvinder i alle aldre, siger Laura Sofie Frederikke Pedersen, der er Junior Producer hos Hyæne Film.

Filmen er Christian Bengtsons spillefilmsdebut og den er derfor støttet under filminstituttets New Danish Screen.

Hyæne Film har tidligere har lavet filmene ”Danmarks Sønner”, ”Blokhavn” og ”Hvor Kragerne Vender”, der får premiere til sommer 2021.

”Krysantemum” får premiere i alle landets biografer i 2022.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu