Lemvig GF var for stor en mundfuld for HVA Sydthy. Arkivfoto: Peter Mørk
Livet her

HVA Sydthy kørt over af tophold

HVA Sydthy blev straffet af effektive Lemvig GF

26. maj 2022 kl. 14:51

HURUP: Det var top mod bund torsdag eftermiddag i Serie 2, da bundholdet fra HVA Sydthy tog imod rækkens nummer et, Lemvig GF. Her viste gæsterne, hvorfor de ligger til oprykning, da de slog thyboerne 6-1.

- Jeg synes egentlig, vi var med i store dele af kampen. Der var meget spil mellem felterne, men de er meget effektive på deres chancer, siger spillende træner for HVA Sydthy, Thomas Thorsen.

HVA Sydthy kom fint fra start, men efter otte minutter blev hjemmeholdet straffet, da Lemvig GF spillede sig igennem og scorede til 1-0.

To minutter senere blev den føring fordoblet, da et frispark fra Lemvig GF blev headet i mål.

Som første halvleg skred frem, fik HVA Sydthy bedre styr på kampen og holdt Lemvig GF fra flere chancer. Samtidig kreerede de selv et par fine muligheder, men bolden kom ikke i mål. Derfor måtte HVA Sydthy gå til pause bagud 0-2.

Efter pausen fortsatte kampbilledet med at være meget lige. Men efter 63 minutter blev kampen reelt lukket, da Lemvig GF scorede til 0-3. Seks minutter senere blev det også 0-4, da gæsterne scorede på et indlæg.

Med otte minutter igen blev en angriber fra Lemvig GF nedlagt i feltet, og der blev dømt straffe. Det udnyttede de og scorede til 0-5.

HVA Sydthy fik lidt oprejsning i de døende minutter, da de kom til baglinjen og lavede et indlæg. Bolden endte hos Hjalte Bredahl, som reducerede til 1-5.

Men i kampens tillægstid spillede gæsterne sig igen igennem og scorede til 6-1.

- Vi gik flade de sidste 20 minutter, men indtil da havde vi flere gode momenter. Men vi taber 1-6, så de var det bedste hold, og de viste, hvorfor de ligger nummer et, siger Thomas Thorsen.

Kampfakta

Fodbold, Serie 2

HVA Sydthy

Lemvig GF

Resultat: 1-6

Pause: 0-2

Mål: 0-1 (8), 0-2 (10), 0-3 (63), 0-4 (69), 0-5 (82), 1-5 Hjalte Bredahl (88) og 1-6 (90)

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu