Hotel Traneparken åbnet med kendt ansigt som daglig leder
NYKØBING: Hotel Traneparken hedder det nye trestjernede hotel på Tranevej i Nykøbing, som åbnede dørene den 1. oktober. Og det bliver med et kendt ansigt som daglig leder, nemlig Bethina Holm, den tidligere ejer af Café Holmen.
Hotellet er etableret i bygningen på 2.500 kvadratmeter, der tidligere har huset institutionen Kærvang og siden blev overtaget af erhvervsmanden Mads Henrik Lund. Han indrettede bygningerne med 35 værelser med bad og to lejligheder, der i en periode blev benyttet af elever fra Morsø Gymnasium og håndboldakadamiet under Mors-Thy Håndbold.
Med den indretning var lokalerne allerede velegnet til hoteldrift, og sidste år købte de nye ejere, Jespersen Hotels ApS, der også driver hotel i Grindsted med Kenneth Thomsen som hotelchef. Han er nu også blevet hotelchef for det nye Hotel Traneparken i Nykøbing, og han vil på skift være i Nykøbing og Grindsted med et par dage om ugen hvert sted.
- Vi har nu indrettet hotellet med nyt inventar, lige fra senge, til indretningen af en moderne og hyggelig lounge. De 35 værelser og de to lejligheder kan nu lejes af både turister og erhvervsdrivende. Og udover værelser og hotellejligheder, så har vi to gode selskabslokaler, som man kan leje, fortæller Kenneth Thomsen.
Som gæst på hotellet er morgenmad med i prisen, men i første omgang bliver der ikke etableret en restaurant til yderligere bespisning.
- Vi skal lige nu bruge noget tid på at lære området at kende. Og hvis vi kan se, at der er basis for en restaurant, enten med åbning i nogle sommermåneder, eller hele året, så afviser vi ikke den idé på den lange bane, forklarer Kenneth Thomsen.
Men indtil da, så kan gæsterne benytte fire køkkener på hotellet, der er udstyret med alle de køkkenredskaber, der hører sig til. Til hverdag, er de fælles køkkener forbeholdt hotellets gæster, som kan tilberede mad i løbet af dagen.
Green key og økologi
Det bliver Bethina Holm, som kommer til at stå for den daglige ledelse af hotellet. Og hun har allerede med sit gode lokalkendskab og kendskab til branchen sat sit fingeraftryk. Blandt andet arbejder hun på at få Horestas Green Key certifikat, som er turismens internationale miljømærke, der tildeles til turistvirksomheder, som gør en ekstra indsats for at beskytte miljøet. Den proces har hun sat i gang.
Derudover arbejder hun på at blive tilmeldt Det Økologiske Spisemærke, som er en gratis statskontrolleret mærkningsordning for spisesteder. Det Økologiske Spisemærke viser, hvor stor en del af de indkøbte føde- og drikkevarer på spisestedet, der er økologiske.
- De fødevarer, som vi køber ind til vores morgenmad, kommer hovedsageligt fra gode, lokale leverandører, som jeg kender fra min tid på Café Holmen, forklarer hun.
Selskaber og endags-events
Bethina er også allerede i gang med at planlægge forskellige en-dags arrangementer på hotellet, som udover de to selskabslokaler og en dejlig stor lounge, også har fire mindre lokaler. Blandt andet har Bethina arrangeret et event i samarbejde med Nikoline Garn på hotellet med Strik & Gløgg den 4. december og igen til januar med Brunch og Strik.
Bethina Holm står også for udlejningen af selskabslokalerne, som er fine store lokaler med plads til hver 50 spisende gæster. Og første selskab er allerede booket i januar.
- Lokalerne er velegnede til fester, som fætter/kusinefester, jubilæer eller klassefester. Og når man lejer lokalerne til et selskab, så kan man benytte et af hotellets køkkener. Men arrangementer som en polterabend må vi takke nej til, for vi skal hele tiden tage hensyn til, at vi som hotel har sovede gæster, forklarer hun.
Så med åbningen af Hotel Traneparken har Nykøbing fået flere sengepladser, der især i sommerperioden, når alle sommeraktiviteterne i byen løber af stablen, er efterspurgt.
- Nu er vi endelig åbnet, og så vil vi som sagt lig stikke en finger i jorden og lære området at kende. Så må vi se om der er basis for at åbne en restaurant, men det bliver ikke de første par år. Nu starter vi med udlejning af værelser, hotellejligheder og selskabslokaler, og Bethina har et godt lokalkendskab og er fuld af gode ideer til, hvordan vi kan udnytte vores lokaler til endags-arrangementer, fester, konferencer og møder, siger Kenneth Thomsen.