
Hopla: Billardbord er kommet i nye klæder
BEDSTED: Takket være 8400 kroner fra Nordea Fonden, kan de 20 billardspillende medlemmer af Hopla i Bedsted glæde over et renoveret bord.
Aktivitetscenter Hopla, der har til huse i BOOA i Bedsted, har knap 200 medlemmer. Og idéen med at søge fonde om hjælp til finansieringen var oplagt.
- Vi har søgt en række fonde om tilskud. Men Nordea Fonden var de eneste, der gav tilsagn, fortæller Tove Christensen, der er kasserer i Hopla.
Pengene er brugt på udskiftning af klæde og bander i billardbordet.
- Renoveringen var tiltrængt. For eneste dag, hvor der ikke spilles billard er fredag, fortæller Hoplas formand, Henning Søndergaard.
Billardbordet bliver benyttet gruppevis. Den største gruppe er på seks og den mindste tæller tre medlemmer.
- Men der er plads til flere, siger Henning Søndergaard.

Det var Anne Alstrup fra Nordea, der onsdag eftermiddag kiggede forbi Hopla for at overdrage beløbet.
- Vi er så stolte i Nordea i Thisted, hver gang vi er ude at uddele i vores lokalområde fra Nordea Fonden. Vi ved, at Nordea Fonden gør en kæmpestor forskel for mange foreninger. Det er rigtig nemt at søge Nordea Fonden, da foreninger kan få en forhåndsindikation fra Nordea Fonden om støtte til netop deres projekt. Vi hører fra foreningerne, at det opleves nemt at søge fra Nordea fonden, siger Anne Alstrup.
I 2023 har Nordea Fonden allerede uddelt 626.115 kroner til 10 lokale projekter og i 2022 uddelte Nordea Fonden 1.067.050 kr. til i alt 29 projekter.