Billede beskrivelse

Højskole bookede hele hotellet: - Vi er vilde med Thy

04. august 2024 kl. 17.02

VESTERVIG: Den seneste uge har Hawkraft Kulturhotel i Vestervig meldt fuldt booket på alle værelser, ja faktisk også på de værelser, kulturhotellet råder over ude i byen.

- Vi er vilde med Thy, det kan du godt skrive, smiler Anna Katrin Nørgaard.

Det er nemlig hende, der har lagt beslag på alle værelser til sine 32 kursister.

Anna Katrin Nørgaard er forstander og grundlægger af den private højskole, Annas Højskole, der arrangerer højskolekurser i både ind- og udland for voksne.

Og indland har den seneste uge været med udgangspunkt fra Vestervig og med Nationalpark Thy som omdrejningspunkt.

- Vores højskolekurser har overskriften vandring, kultur og natur, og det møder man i rigt mål i det skønne Thy, siger hun.

Billede beskrivelse

Anna Katrin Nørgaard er tredje generations højskoleforstander. Både hendes farfar, der grundlagde Nørgaards Højskole i Bjerringbro, og hendes far har været højskoleforstandere – og for syv år siden grundlagde hun så sin egen højskole, men ikke herhjemme, i stedet på Mallorca.

Annas Højskole er en privat virksomhed, der ikke modtager statsstøtte. Derfor blev den etableret i udlandet af konkurrencemæssige hensyn, for det er svært at drive en privat virksomhed herhjemme med højkurser, andre får statsstøtte til, siger hun.

Tre vandreture

Mallorca bliver også stedet, hvor Annas Højskole slutter årets kursusrække af i september, men forinden har hun bragt sine kursister til blandt andet Skotland, Sicilien, Caminoen og altså Vestervig og Nationalpark Thy.

- Med udgangspunkt fra Vestervig har vi været på tre vandreture. Den første over Krik, til Agger og videre til Lodbjerg Fyr og Lodbjerg Kirke. Den anden med udgangspunkt fra Klitmøller og den tredje i vildtreservatet i Hanstholm. Vi har også været ude på vandet i kano på Kastet Å, Ørum Sø og Flade Sø, og så har kursisterne haft en fridag, hvor de har oplevet Thy på egen hånd, siger Anna Katrin Nørgaard.

Og det er et Thy, som kursisterne også er blevet klogere på gennem foredraget ”Thy før og nu”.

- Mange af kursisterne kender ikke Thy, men har haft et stort ønske om at opleve området og gerne i et fællesskab og gerne med nogen, der kender området. Derfor klæder vi dem også på til at møde Thy gennem foredrag, siger Anna Katrin Nørgaard.

Billede beskrivelse

Hun har tidligere arrangeret lignende kurser i Thy på Vesterhavsgaarden i Agger og på den dengang nedlagte Morup Mølle Kro. Vesterhavsgaarden er siden blevet soldaterhjem for krigsveteraner og kroen blevet, ja en kro.

I stedet takkede Jan Handberg og hans kone Dorte fra Hawkraft Kulturhotel ja til at huse højskolen, og både kursister og Anna Katrin Nørgaard har været glade for de nye rammer.

- Hawkraft Kulturhotel er et fantastisk sted med dejlige rammer og det sødeste og mest servicemindede værtspar. Her føler man sig hjemme i et uhøjtideligt miljø, hvor man kan være sig selv, slappe af og sænke skuldrene. Derfor har jeg allerede lavet en ny aftale med Jan og Dorte til næste sommer, siger Anna Katrin Nørgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste