HK’s matchmaking for virksomheder og ansatte kommer til Mors
Jobformidler Lone Bjørnkjær banker i den kommende tid på døren for at høre om virksomhedernes ønsker
MORS: Skræddersyet service skal gøre det nemt for lokale virksomheder at finde nye medarbejdere. I den kommende tid banker lokal jobformidler på døren hos mange virksomheder på Mors, når HK JobBørs kommer til øen:
- Det er min og HK JobBørs’ opgave at gøre rekruttering nemt og enkel og finde de helt rigtige medarbejdere til lokale virksomheder, og det gælder både midlertidige og faste job. Jeg ser frem til mange gode snakke med virksomhederne på Mors og høre deres ønsker, lyder det fra jobformidler i HK Midt Vest Lone Bjørnkjær.
JobBørs er en ny, selvstændig gren af fagforeningen, hvor den lokale jobformidler matcher ledige lokale job med jobsøgende HK’ere:
- Vi har et indgående kendskab til medlemmernes faglige kompetencer, og vi har en stor database med flere end 1000 medlemmer, der drømmer om et nyt job. Derfor kan vi hurtigt hjælpe lokale virksomheder med at finde ny medarbejdere. Det er win-win for alle parter, lyder det fra Lone Bjørnkjær, der understreger, at servicen er ganske gratis for virksomhederne.
Tilbuddet gælder både deltids- og fuldtidsjob og både midlertidige og faste stillinger. Og det handler om fagområder som administration, sekretær, økonomi og regnskab, kundeservice, it, grafisk arbejde, laborant, lager, klinikassistent, butik, salg, markedsføring og e-handel.
Når en virksomhed kontakter HK JobBørs, får den et aftalt antal kandidater til jobbet i forslag, som matcher de efterspurgte kvalifikationer, og som er interesserede i jobbet. Virksomheden skal altså blot holde samtaler og vælge sin ny medarbejder, fremgår det.