HK: Pas godt på de ansatte i butikkerne
Fagforeningen hører en del om kunder, som helt har glemt eller ser bort fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger
MIDT- OG VESTJYLLAND: Pas stadig godt på de ansatte i butikkerne, lyder det fra HK Midt-Vest, nu hvor hverdagen med små skridt er på vej mod det normale i Danmark. Butikkerne oplever en tilstrømning af købelystne danskere, og det er godt. Men man skal stadig huske at tage hensyn, når man svinger dankortet, siger Susanne Sommerlund, Hammerum, der er formand for HK Handel Midt-Vest, som dækker Morsø Kommune, men ikke Thisted, der hører under HK Nordjylland.
Susanne Sommerlund er bekymret, fordi hun hører om kunder, der ikke spritter hænderne af, inden de går ind i butikkerne, ikke holder afstand, hverken til andre kunder eller til medarbejderne i butikkerne, og skal de eksempelvis vente på at få udleveret varer, fordi de butiksansatte skal holde afstand til hinanden, og der derfor er færre bag disken end normalt, bliver de sure og brokker sig.
- Danmark er åbnet op igen, og det er dejligt, men coronavirussen er stadig derude. Senest er den poppet op i Hjørring, hvor ansatte og beboere på et plejehjem er blevet ramt. Det gælder derfor om, at vi stadig passer godt på hinanden, og jeg vil opfordre til, at man stadig følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger, når man skal ud at handle, siger Susanne Sommerlund og fortsætter:
- Vask hænder eller brug håndsprit, før du går ind i en butik. Når du står i kø eller taler med en medarbejder, så host eller nys i ærmet - ikke i hænderne. Og begræns den fysiske kontakt ved at holde afstand. Brug kontaktløs betaling i stedet for kontanter, rør ikke dit ansigt, når du er i butikken, hold afstand til personalet, når du henvender dig med spørgsmål, træd et skridt tilbage og hold afstand til personalet, når du har lagt dine varer på båndet i kasselinjen, og tør håndtaget på din indkøbsvogn af før og efter brug. Og vær så tålmodig - og giv meget gerne de ansatte et smil med på vejen.