Billede beskrivelse

HK: Du skal ikke lade dig presse

Fagforeningen oplever i øjeblikket mange henvendelser fra medlemmer i den vanskelige coronasituation

30. august 2020 kl. 07.15

MIDTJYLLAND: Den genopblussende coronapandemi skaber utryghed blandt de handelsansatte. Mange medlemmer henvender sig til HK Handel Midt Vest med spørgsmål, og nogle føler sig presset af deres chef eller kolleger, fortæller Susanne Sommerlund, der er formand for handel i HK Midt Vest, der også dækker Mors. Men overenskomst, funktionærlov og ferielov er stadig gældende, selv om der er corona, siger hun.

- Som formand for HK Handel Midt Vest oplever jeg og de faglige medarbejdere i øjeblikket mange opkald fra medlemmer, der i takt med, at coronapandemien er blusset op igen, føler sig utrygge, siger hun og fortsætter:

- Lad mig komme med et eksempel: En butiksansat ringer ind, fordi vedkommende af sin læge har fået besked på at blive testet for corona, fordi vedkommende har symptomer. Chefen siger: ”Det er noget pjat. Du skal komme på arbejde.” Samtidig er kollegerne i butikken utrygge. For hvad nu, hvis vedkommende virkelig har corona. Medlemmet havner altså i et krydspres fra både chef og kolleger. En meget træls situation.

Susanne Sommerlund understreger, at man ikke skal lade sig presse:

- I HK Handel forventer vi dog, at der både fra arbejdsgivere og medarbejdere bliver udvist fleksibilitet i den særlige situation. På den ene side er der et samfundsansvar i at sikre tilførslen af varer, og på den anden side har arbejdsgiverne en forpligtelse til at sikre fleksibilitet for de af vores medlemmer, der har problemer med børnepasning, med helbredet eller har familie i risikogruppen, siger Susanne Sommerlund og fortsætter:

- Det gælder stadig, at du skal gå på arbejde som normalt, medmindre du har aftalt noget særligt med din chef. Men arbejder du i butik, føler du dig sløj og får du besked af din læge på at blive testet for corona, skal du selvfølgelig melde dig syg, til du har fået svar på testen. Som butiksansat kan du jo ikke arbejde hjemme.

Susanne Sommnerlund anerkender, at det kan være en udfordring at få dagligdagen til at fungere i en lille virksomhed:

- Men vi bliver nødt til at tage coronavirussen seriøs og følge Sundhedsmyndighedernes anbefalinger og blive ved med at passe godt på hinanden.

Hun opfordrer til, at man på den enkelte arbejdsplads sørger for at få lavet nogle aftaler om, hvordan man takler situationen, hvis en medarbejder skal testes for corona, en medarbejders datter går i klasse med én, der får corona, en medarbejder eller chefen har været på rejse i et land, der pludselig havner på listen over lande, man ikke må rejse til på grund af stigende smittetal m.v.:

- Tal om det og vær på forkant med situationen. Så ingen føler sig pressede, siger handelsformanden i HK Midt Vest.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste